2016 er startet godt for Sparekassen Sjælland–Fyn-koncernen, der har sit hovedsæde på havnen i Holbæk. Resultatet efter skat for første kvartal lyder på 61 mio. kr. – hvilket er en stigning på 38 % i forhold til 2015 – og betragtes som tilfredsstillende. Kvartalets overskud resulterer i en forrentning af primo egenkapitalen på 9,9 % p.a.
Resultatet underbygger sparekassens udmelding i forbindelse med årsrapporten 2015 og man er derfor optimistiske i hovedsædet på havnen.
Faldende nedskrivninger og tilfredsstillende kundetilgang
Nedskrivningerne falder med 27 % som et udtryk for, at kreditbogen er i klar bedring. Kundetilgangen er samtidig på et meget tilfredsstillende niveau og begrænser faldet i gebyrindtægterne til 3 %.
– Vores særlige forretningsmodel med fokus på samfundsansvar begynder at bære frugt, som vi kan aflæse på vores kundetilgang. Det har været et langt sejt træk. Vi har desuden stort momentum på privatudlån, og de mindre virksomheder der er koncernens kernefokus. Samtidig er eksponeringen på landbrug moderat med 8 %, og selvom det koster lidt nedskrivninger nu her i 1. kvartal i år, fylder krisen i landbruget ikke meget i koncernen, siger administrerende direktør Lars Petersson.
Omsætningen og priserne på ejendomme stiger særligt i København og på Sjælland. En udvikling der er ganske positiv for sparekassen.
Nye filialer på vej
Koncernen fortsætter med at etablere nye filialer i år i Nyborg, Helsingør, Greve og Hundested. Herudover fastholder koncernen strategien om ikke at lukke filialer i de mindre bysamfund, hvor sparekassen er.