Klumme: De røde fejrer sig selv

"Thi det flag, der nu smældende når himlen, er jo rødt som mit brusende blod" ... Men er de "rødes" politik blevet blå?

“Thi det flag, der nu smældende når himlen,
er jo rødt som mit brusende blod” … Men er de “rødes” politik blevet blå?


I dag er der fest og røde faner i 3F huset i Spånnebæk og senere i Østre Anlæg. Her fester fagforbund og “røde” partier sammen.

I forrige byrådsperiode og ikke mindst ved det seneste byrådsvalg brugte socialdemokraterne mange kræfter på, at skælde SF’erne ud fordi de var gået sammen med de borgerlige i byrådet og førte en borgerlig politik. Nu er kritikken forstummet – for med udsigten til at skulle sidde i opposition i fire år mere, takkede socialdemokraterne ja tak, og gik sammen med de borgerlige om, at føre en borgerlig politik. – Næ hov!, vil nogle socialdemokrater nok sige, men hånden på hjertet, så er der vist ikke mange som kan pege på klare socialdemokratiske mærkesager af betydning, som er blevet vedtaget i byrådet.

Og denne omfavnelse af de borgerligere og borgerlige værdier har også givet ridser i lakken og problemer internt i både partiet og i byrådsgruppen.

Men hos SF har de nok, på en gang undret sig, og alligevel godtet sig lidt, for de må konstatere, at det de selv gjorde – og som socialdemokraterne skældte dem hæder og ære ud for – det gør Socialdemokraterne selv nu.

De to partier – S og SF – har om ikke andet, så dét tilfælles, at de gerne samarbejder tæt med de borgerlige og stemmer for blå politik – ikke rød.

Det tredje parti blandt de røde – Enhedslisten – er det eneste parti i opposition i byrådet. Men de er kun to og ind i mellem virker det som om, at de har det lidt svært. Det er selvfølgelig heller ikke nemt, hvis man er de eneste, der er tilbage til at svinge den røde fane.

Men alle tre partier istemmer i dag det smukke vers:

“Når jeg ser et rødt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag,
kan jag høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk og min sag.
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det kogler af kraft i mit mod,
thi det flag, der nu smældende når himlen,
er jo rødt som mit brusende blod.”

Spørgsmålet er så, om det efterhånden kun er blodet der er rødt, mens politiken er blå….

God 1. maj!

Denne klumme er udtryk for forfatterens holdning og ikke nødvendigvis for Holbaekonline.dks holdning.

Denne artikel er publiceret den 1. maj 2016 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply