20. maj 2024

Søndag formiddag fik politiet en henvendelse om en mand, som sov i en bil. Bilen holdt med motoren tændt på en p-plads i Engvang.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til manden, som var påvirket af spiritus.

Politiet anholdt derfor en 20-årig mand fra Gislinge for spirituskørsel, men den 20-årige forsøgte ved politistationen i Holbæk at flygte fra politiet, som dog indhentede ham igen.

Den anholdte fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev ud over sigtelsen for spirituskørsel også sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om som anholdt at flygte fra politiet. Han blev løsladt efter endt sagsbehandling og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.