23. november 2024

Der har aldrig været flere borgere i Holbæk Kommune. 167 borgere er flyttet til Holbæk Kommune i det seneste kvartal. Dermed har Holbæk Kommune nu 69.771 indbyggere og slår således seneste befolkningsrekord fra 2010.

De nyeste tal for befolkningsudviklingen fra Danmarks Statistik blev offentliggjort i tirsdags og de viser som sagt, at der siden 4. kvartal sidste år har været en positiv befolkningstilvækst.

Flygtninge og indvandrere spiller en rolle i statistikken, men tallene viser også, at befolkningsfremgangen ikke alene skyldes flere flygtninge.

Således fordeler de 167 tilflyttere sig på 61 personer med dansk oprindelse, 97 indvandrere og derudover ni efterkommere af indvandrere.

– Det er en fornøjelse, at flere og flere får øjnene op for kvaliteterne i vores kommune, og det bekræfter mig i, at vi er på rette vej i vores bestræbelser på at skabe mere vækst og udvikling, siger borgmester Søren Kjærsgaard og glæder sig over, at fremgangen ser ud til at have bidt sig fast:

– Den markante fremgang har nu vist sig gennem 4 kvartaler i træk, og det vidner om, at vores fornuftige huspriser, attraktive boliger, et levende foreningsliv og dynamisk erhvervsliv har tiltrukket mange til at slå sig ned i vores kommune, siger han.