20. maj 2024

De to løsgængere Christian Ahlefeldt-Laurvig og Søren Anslund Stavnskær repræsenterer fra i dag Liberal Alliance i Holbæk Byråd.

Begge var tidligere medlemmer af Venstre, men forlod partiet i forbindelse med Arena-sagen. Nu har de meldt sig ind i Liberal Alliance.

– Holbæk Kommune skal være et rart sted at bo og en kommune, hvor borgerne har de bedste valgmuligheder. Jeg vil derfor arbejde for, at borgerne i Holbæk oplever mindre bureaukrati
og mere åbenhed samt gennemsigtighed i det kommunale system. Det handler om at sikre, at
kommunen drives mere effektivt og samtidig leverer et højt serviceniveau på
kerneområderne, siger Christian Ahlefeldt-Laurvig og begrunder sit skifte med, at Liberal
Alliance blandt andet går forrest i forhold til at skabe vækst og nye job:

– Det skal være mere attraktivt at arbejde, for på den måde skaber vi flere arbejdspladser og
mere vækst – også i Holbæk Kommune. Det kræver dog, at vi arbejder for et lavere skattetryk,
og derfor kommer jeg ikke til at levere stemmer til skattestigninger i kommunen.

Samme toner lyder fra Søren Anslund Stavnskær, der fremhæver partiets fire mærkesager i
forbindelse med sit skifte:

– Liberal Alliances fire mærkesager – mindre bureaukrati, lavere skat, højere vækst og mere
frihed, ligger rigtig fint i tråd med det, jeg står for og er gået til valg på. Derfor vil jeg også kæmpe for, at der bliver skabt mere vækst og flere job i Holbæk, siger han og fortsætter:

– Jeg er optaget af, at der fortsat er liv i Holbæks lokalområder, men tryghed og trivsel for børn
i folkeskoler og daginstitutioner står også højt på min dagsorden. Det sikrer vi bedst ved at
udvise økonomisk ansvarlighed, og det synes jeg netop, at Liberal Alliance har udvist ved at
fremlægge en gennemregnet 2025-plan. Den plan er helt i tråd med mit yndlingscitat: Den der
køber, hvad han ikke behøver, må ofte sælge, hvad han ikke kan undvære, slutter Søren
Anslund Stavnskær.

Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, glæder sig over, at partiet nu får mulighed for
at markere sin politik i Holbæk byråd.

– Der er grund til at glæde sig hver gang gode liberale kræfter slutter sig til partiet, så der skal lyde en varm velkomst til vores to nye folk i Holbæk. Jeg er glad for, at vi nu får mulighed for at trække politikken i en mere liberal retning i endnu en kommune, selvom vi er midt i en
kommunal valgperiode, siger Leif Mikkelsen.

Christian Ahlefeldt-Laurvig er 47 år, gift og har to børn. Christian er landmand og blev første
gang valgt til byrådet i Holbæk Kommune i 2002.

Søren Anslund Stavnskær er virksomhedsejer og autoriseret El-installatør. Han er 40 år, gift
og har to børn. Han blev første gang valgt til byrådet i Holbæk Kommune i 2014.