26. april 2024

Foto: Jesper von Staffeldt.

200.000 kr. er småpenge i Holbæk kommunes budget, men for foreninger kan det være mange penge. Foto: Jesper von Staffeldt.
200.000 kr. er småpenge i Holbæk kommunes budget, men for foreninger kan det være mange penge. Foto: Jesper von Staffeldt.

“Og har du venner så kan du få, men har du ingen så må du gå……” uden penge altså. Sådan lyder en gammel dansk børnesang næsten da. Den kvikke læser vil måske bemærke, at det ikke hedder “har du venner”, men “har du penge”. Men i Holbæk kommune kan de to ting være det samme hvis Michael Suhrs (C) næsten nye demokratimodel slår igennem. Michel Suhr er noget så fornemt som formand for “projektstudier for demokratieksperimentariet”, gad vide om man kender de ord uden for politikerkredse i Holbæk?

Men hvorfor kan venner og penge være to navne for den samme ting i Holbæk? Forklaring følger:

Efter det sidste byrådsvalg var der flere partier som skulle belønnes med en udvalgspost så derfor måtte man opfinde to nye et med navnet som tidligere nævnt med de mundrette ord: Projektstudier for demokratieksperimentariet, som man må gå ud fra skal eksperimentere lidt med Holbæks demokrati. Som gammel fysik/kemilærer kan jeg oplyse at nogle forsøg går godt , andre det modsatte. Blander man f.eks. kul,svovl og salpeter sammen i et forkert blandningsforhold, så har man ikke opfundet krudtet, og så man kigge forudsætningerne igennem en gang til og foretage de nødvendige ændringer.

Og Michael Suhr og hans kollegaer har eksperimenteret, men om eksperimentet er lykkedes, er der nok delte meninger om.

I november måned afholdte udvalget et stort møde så vidt jeg husker på Isefjordsskolen hvor en mild gaveregn skulle drysses ud over de fremmødte foreninger m.m. i Holbæk , som havde søgt om penge. Men hvordan skulle et par hundrede tusinde så fordeles. Jo demokratisk da, men hvordan demokratisk? Jo de foreninger som mødte frem med flest venner fik først og mest. På Orø fik man over 30.000 kr til forsamlingshuset, på Tuse Næs fik man en bar r.. at trutte i. For på Orø var man velforberedt havde organiseret en folkevandring via færgen til fastlandet, og det blev belønnet. Det er nok lidt sværere p.g.a. afstanden at få en lignende “Folkevandring” op at stå i St. Merløse eller Jyderup. Men måske skulle man, næste gang man laver et sådant møde, lægge det i Tølløse eller Mørkøv, så alle har nogenlunde lige langt.

Men sandelig om der ikke snart kommer et nyt “gaveregns-møde” denne gang på Skibsværftet d. 10 maj fra kl.10 og 2.5 time frem. Der er ændret en smule på afviklingen af mødet i forhold til det første, men ikke mere end hvis orøborgerne igen møder op i stort tal – og det gør de sikkert – så er der igen set med foreningsøjne mange penge at hente. Gad vide om der også er penge dvs. venner nok til Svinninge Modeljernbane, og denne gang kan det jo også være Tuse Jagtforening får lidt penge med hjem i hatten, hvis ikke, må de nok hellere tage deres bøsser med, altså dem der kan skyde.

Ja demokrati kan være mange ting, der var en gang et land som kaldte sig demokratisk, men just ikke var det, det hed DDR , i dag Det Det Var.

Selvfølgelig er vi demokratiske på Holbaekonline.dk så derfor har vi givet Michael Suhr en chance for at svare i et videointerview, som senere bringes på Holbaekonline.dk og jeg lover vi efter bedste evne, vil prøve at tage politik i Holbæk seriøst.

Denne klumme udtrykker ikke nødvendigvis Holbaekonline.dks holdning.