Nej, der er ikke tale om politik – men om politi.. En ny kampagne, skal få bilisterne til at holde til højre og ikke blive liggende i overhalingsbanen.
Det sinker nemlig trafikken og kan skabe farlige situationer, fordi andre trafikanter må bremse op, når en bilist ligger og kører i overhalingssporet, selvom der er masser af plads til højre.
– Bilister, der ikke holder til højre, sinker ofte trafikken for de bagvedkørende. I Vejdirektoratet arbejder vi for at skabe god fremkommelighed på vejene, og derfor er det vigtigt, at bilister trækker ind til højre, så snart der er plads efter en overhaling. Det giver en mere glidende trafik, større trafiksikkerhed og en bedre udnyttelse af vejen, siger Marianne Foldberg Steffensen, som leder trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.
Jørn Pakula Andresen, der er vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, er enig og peger også særligt på, at det er vigtigt for fremkommeligheden, at vi holder til højre.
– Derfor er det nødvendigt, at alle bilister er opmærksomme på overholdelse af denne grundlæggende bestemmelse i færdselsloven. Det sætter vi særlig fokus på med kampagnen, siger han.
I denne uge risikerer bilister, der ikke overholder reglerne i færdselsloven, at blive vinket ind til siden af politiets patruljer og at skulle betale en bøde.
Politiets indsats løber til og med søndag.
Kan du ikke lige huske reglerne? – så kan du lære dem i Vejdirektoratets video herunder: