7. oktober 2024

Hans excellence Greve Ingolf af Rosenborg sætter sin fortjenstmedalje på Tobias Sørensen. Foto: Holbæk Garden.

Hans excellence Greve Ingolf af Rosenborg sætter sin fortjenstmedalje på Tobias Sørensen. Foto: Holbæk Garden.
Hans excellence Greve Ingolf af Rosenborg sætter sin fortjenstmedalje på Tobias Sørensen. Foto: Holbæk Garden.
Tobias Sørensen fra Holbæk Garden modtog lørdag eftermiddag Garden Grev Ingolfs Fortjenstmedalje for sit arbejde i den danske garderkultur.

Hans excellence Greve Ingolf af Rosenborg er protektor for Landsgardeforeningen, og hvert år uddeler greven sin særlige fortjenstmedalje til én garderdreng og én garderpige. I år fik Kathrine Flügel Ott fra Ålborg Garden og Tobias Sørensen fra Holbæk Garden den eftertragtede medalje.

– Jeg er meget glad for medaljen. Jeg har gjort en indsats i garden, fordi jeg bliver glad og inspireret af at være der. Så jeg har egentlig aldrig stræbt efter medaljen, men det er da virkelig dejligt at få den anerkendelse, fortæller Tobias Sørensen.

I begrundelsen for valget af Tobias Sørensen blev der lagt vægt på hans store og kompetente arbejde med at synliggøre garderkulturen som en moderne fritidsinteresse. Derudover hans store indsats i Holbæk Garden, hvor han både har undervist andre gardere og deltaget i gardens daglige virke.

– Tobias er en dygtig musiker og en fantastisk kammerat. Han giver en hånd med, når det er nødvendigt, og gennem mange år har han siddet i gardens medieudvalg, garderråd og været gardernes repræsentant i bestyrelsen, forklarer Anette Lindholt, der er formand for Holbæk Garden.  

Seancen fandt sted ved Landsgardeforeningen repræsentantskabsmøde i Fredericia, hvor gardere og ledere fra de fleste danske garderkorps deltog, heriblandt også Holbæk Gardens formand Anette Lindholt.

– Vi er alle sammen så stolte af Tobias, og jeg blev da også helt rørt, da greven satte medaljen på brystet af ham, siger hun.

– Det er fantastisk at se børn vokse op og tage mere og mere ansvar. I Holbæk Garden lægger vi vægt på, at børnene kan udvikle sig både musikalsk og personligt. Nogle er fantastiske musikere, mens andre udmærker sig socialt, organisatorisk eller på et andet område, forklarer Anette Lindholt.

Tidligere har også Lennarth Høiberg fra Holbæk Garden modtaget medaljen. Det skete i 2007. Han er ikke længere aktiv garder, men er fortsat som instruktør og koreograf på gardens tattoo.