22. november 2024

De faldende renter har gjort det lettere for singler at købe fast ejendom, men hvad skal du være opmærksom på, hvis du er single og overvejer at købe dit eget?

Singler er økonomisk mere sårbare
Singler har typisk sværere ved at blive godkendt til boligkøb end par, da par ofte har et større økonomisk råderum, men med renter helt ned til 1,5 og 2 % er det blevet lettere for singler at gøre deres entre på boligmarkedet.

De lave renter gør det nemlig lettere at opnå det økonomiske råderum, der stilles krav om fra banken og kreditforeningens side. Som single er der dog stadig ting, du bør overveje, inden du vælger at blive boligejer.

Tre gode råd til singler der ønsker at købe fast ejendom
Advokat med speciale i fast ejendom, Kristina Søgaard fra ADVODAN, har tre gode råd til singler, der overvejer at købe bolig

– Overvej din jobsituation
Som single er du mere sårbar, hvis indtægten ændrer sig, da du kun råder over en enkelt indtægt. Du bør derfor overveje, om du står overfor et jobskifte i de kommende år, samt hvilke jobmuligheder der er i området

– Overvej om boligen er den rette
Liggetiderne i dag er længere end for år tilbage. Derfor bør du blandt andet overveje grundigt, hvor din kommende bolig skal ligge. Prøv at kigge så langt frem i tiden som muligt, når du vælger bolig. Du kan nemlig ikke nødvendigvis komme af med den fra dag til dag

– Overvej boligens stand
Sørg for at købe noget som du vedligeholdelsesmæssigt og renoveringsmæssigt kan overkomme alene, og sørg for at tegne en ejerskifteforsikring så du så vidt muligt undgår dyre overraskelser, der kan være ekstra belastende i en singleøkonomi.

Find mere om hus og hjem i vores Boligsektion