8. maj 2024

Østre Skole Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.

Udvalget for børn har sagt "ja" til at lukke Sofielundsskolen afdeling Østre - bedre kendt som Østre Skole.  Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.
Udvalget for børn har sagt “ja” til at lukke Sofielundsskolen afdeling Østre – bedre kendt som Østre Skole. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.
Udvalget for Børn gav på sit møde i går grønt lyst til at lægge afdeling Hagested sammen med afdeling Tuse og afdeling Østre sammen med afdeling Bjergmarken. Den 18. februar tager byrådet endelig stilling til sammenlægningerne.

Hvis byrådet godkender sammenlægningerne, skal Sofielundskolen og Skolen ved Tuse Næs i gang med flytteforberedelserne, så de sammenlagte afdelinger kan være klar, når det nye skoleår starter til august.

Baggrunden for sammenlægningerne
At det er kommet på tale at lægge netop disse fire afdelinger sammen handler om bæredygtighed – både når det gælder faglighed og når det gælder økonomi.

Afdeling Hagested, Skolen ved Tuse Næs – det der før i tiden hed Hagested Skole – har 40 elever og som i resten af kommunen er børnetallet også faldende i dette skoledistrikt. Samtidig vælger flere forældre, ifølge Holbæk Kommune, afdelingen fra. Det betyder alt sammen, at afdeling Hagested umiddelbart ikke er økonomisk bæredygtig i længden.

Når det gælder Sofielundskolens afdeling Østre – det tidligere Østreskole, har afdelingen de senere år oplevet en dalende forældreinteresse. Skolens bestyrelse har selv udtrykt bekymring for afdelingens fremtid over for Udvalget for Børn. Bestyrelse og udvalg har haft en dialog om, hvorvidt afdelingen i længden vil være fagligt bæredygtigt. I den forbindelse har bestyrelsen selv
nævnt, at en flytning til afdeling Bjergmarken kunne være en mulighed i forhold til at skabe det bedst mulige undervisningsmiljø for alle børn i skoledistriktet.

Sammenlægningerne er en del af besparelser
Sammenlægningerne på Sofielundskolen og Skolen ved Tuse Næs er også en af måderne, som kommunen bruger til at finde 21 millioner, som skal spares i forbindelse med budget 2015-18. En besparelse, som er en del af omstillingsprojektet kaldet “læring og trivsel for børn og unge”.

Omstillingsprojektet skal, med besparelser på de 21 millioner kroner, skabe fagligt og økonomisk bæredygtige skoleafdelinger og børnehuse.

– I Holbæk Kommune har vi store ambitioner om, at vores børn skal trives bedre og lære mere, så de er godt rustet til at tage en ungdomsuddannelse. Men vi har færre penge end tidligere
og er derfor nødsaget til at handle, hvis vi vil nå vores mål. Udvalgets anbefaling om de to sammenlægninger, skal ses i det lys, siger Lars Dinesen, der er formand for Udvalget for Børn.

Når byrådspolitikerne her til foråret fortsætter arbejdet med at skabe fagligt og økonomisk
bæredygtige skoler og børnehuse, bliver det blandt andet sammen med forældre:

– Vi vil sammen med forældrene finde ud af, hvordan vi skaber økonomisk og fagligt stærke børnehuse og skoler. For vi politikere tror på, at fælles løsninger er bedre og mere langtidsholdbare, siger Lars Dinesen.