1. maj 2024

En 22-årig mand fra Holbæk er blevet varetægtsfængslet, sigtet for røveri mod By-kiosken på hjørnet af Smedelundsgade og Kastanievej i Holbæk.

Røveriet blev begået fredag eftermiddag kort efter klokken 13.30, hvor en kvindelig ekspedient blev truet med en kniv. Da hun nægtede at udlevere penge begyndte røveren at fægte med kniven og ramte ekspedienten på kinden.

Røveren forsvandt derefter fra kiosken uden udbytte.

Ifølge dagens.dk fandt politiet bl.a. på baggrund af overvågningsbilleder frem til den 22-årige, som lørdag blev anholdt og sigtet for røveriet.

Ved grundlovsforhøret søndag nægtede den 22-årige sig skyldig, men retten valgte alligevel at varetægtsfængsle ham i tre uger.