22. november 2024

I den seneste tid har der været fremsat kritik af bostedet Tornhøj i Jyderup og det får nu kommunen til at gå igang med en intern undersøgelse af procedurerne på stedet, samtidig med at man inviterer til dialog.

Kenn Thomsen inviterer tidligere og nuværende medarbejdere, pårørende og værger til at deltage i fokusgruppemøder, hvor de kan komme frem med deres erfaringer og holdninger.

– Jeg kan godt forstå, hvis pårørende og andre sidder med en masse spørgsmål, og dem ønsker vi naturligvis at komme i møde og besvare bedst muligt. Det er vigtigt for os at understrege, at borgere, medarbejdere, pårørende og værger selvfølgelig skal kunne føle sig trygge, informerede og hørt. Selvom vi har lært af fejlene og er kommet langt, har vi i vores arbejde med fortsat at blive bedre, brug for al den viden, vi kan få. Så vi håber selvfølgelig, at mange vil deltage, siger Kenn Thomsen.

– Sammen med ledelsen på Tornhøj, har vi de seneste 2 år taget en række omfattende initiativer, bl.a. opkvalificering af medarbejdere. Vi er lykkedes med en del og medarbejderne gør en stor indsats hver dag, men der er stadig forhold, der skal rettes op på. Faglighed og tryghed er hele omdrejningspunktet for indsatsen på Tornhøj – og derfor ser jeg frem til den interne gennemgang og en yderligere dialog med medarbejdere, pårørende og værger – til gavn for vores beboere.

Socialtilsyn Hovedstaden var i maj på uanmeldt tilsyn på Tornhøj; rapporten er endnu ikke klar, men ifølge Holbæk Kommune skriver tilsynet i et notat blandt andet: ’Tornhøj yder et solidt og veldokumenteret sundhedsfagligt arbejde.’

Den seneste tids kritik, som især har været fremme i TV2/Øst går bl.a. på, at en beboer havde fire mundrensepinde i maven da han døde og en anden beboer ikke måtte få skiftet ble om natten og derfor lå i en sø af sit eget tis.