Holbæk Teater sender teaterdokumentar til Folkemødet

Ultimatum sættes op på Folkemødet på Bornholm. (Illustration: Holbæk Teater)

Ultimatum sættes op på Folkemødet på Bornholm. (HET)

Når Folkemødet på Bornholm afholdes får det besøg af en stærk teaterdokumentar, der rusker op i pænheden og rygklapperiet på solskinsøens største festival.

Henrik og Julie Halby – far og datter – går sammen scenen for at fortælle den hudløst ærlige beretning om et liv og en familie, der gik i stykker. Men også en familie, der har fundet livet og hinanden igen. Her er der ingen fiktion. Bare den usminkede virkelighed.

De to har i efteråret og foråret trukket fulde huse på Holbæk Teater i teaterdokumentaren ULTIMATUM og nu samarbejder Holbæk Teater med landsorganisationen TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkoholmisbrugere) om at præsentere forestillingen på Folkemødet i Allinge Missionshus.

Ultimatum satte punktum
Julie Halby er en af de mange unge, der vokser op i et hjem med for meget druk og for mange stoffer. I dag er det 10 år siden, at hun blev erklæret uegnet til gymnasiet. Ingen så al smerten, der lå bag. Hun svømmetrænede seks gang om ugen. Det var hendes ventil. Det var her, Julie søgte tryghed og stabilitet.

Svigt på svigt havde til sidst fået Julie til at hade den far, hun engang elskede og beundrede. Hade ham så meget, at hun til sidst trak en grænse. Stillede ham et ultimatum. For hendes skyld kunne han bare forsvinde ud af hendes liv. For Julie havde fået nok. Nok af løgn, druk og stoffer – i rå mængder.

Nu har Henrik Halby været ædru i 11 år og arbejder som misbrugsterapeut. Julie fik sin studentereksamen og arbejder i dag som fysioterapeut på et psykiatrisk afsnit på Rigshospitalet.

Henrik og Julie. Far og datter. De deler historie med mange andre i Danmark. Derfor er Holbæk Teater gået sammen med landsorganisationen TUBA om at præsentere forestillingen på Folkemødet på Bornholm, for at sætte fokus på konsekvenserne af at vokse op med misbrugende forældre.

Store konsekvenser at være barn i en misbrugsfamilie
Hver tiende ung i Danmark fortæller, at deres forældres alkoholforbrug har negative konsekvenser for dem. TUBA hjælper 4000 børn og unge hvert år via terapi, onlinerådgivning og undervisning. De børn fortæller om en barndom i svigt, skam, og usikkerhed. De søger hjælp i TUBA pga. angst, depression, selvmordstanker og lavt selvværd.

– Vi hører historier som Julies hver eneste dag i alle vores afdelinger. Det er vigtigt for os at få fortalt, at det kan have konsekvenser, at vokse op med forældre, der har et misbrug, men også at der er hjælp at hente. Mange af de unge, vi ser, tror det er dem, der er noget galt med, og tænker derfor ikke, at der er et bedre liv til dem. Det er der bestemt, fortæller Henrik Appel, der er landsleder i organisationen TUBA.

– Samarbejdet med TUBA er virkelig betydningsfuldt, så vi kan sætte ekstra fokus på det. Det er en vigtig historie at fortælle – og vi kan allerede nu se effekten af teaterdokumentaren. Både Henrik og Julie Halby har fået virkelig mange tilkendegivelser på, hvor vigtigt det er, det de gør. Og hvor givende det er at blive spejlet og møde andre i samme situation som dem selv. For de er ikke alene, men sådan føles det for mange, siger Kristoffer Møller Hansen, teaterleder på Holbæk Teater.

Holbæk Teaters Ultimatum kan ses på Folkemødet i Allinge Missionshus, fredag den 13. juni kl. 17.30-19. Der er debat og spørgsmål efter forestillingen.

Du kan se en trailer for forestillingen herunder:

Leave a Reply