4. maj 2024

Naturpark Åmosen bliver den første naturpark, der får tildelt mærket Danske Naturparker. Det offentliggjorde Friluftsrådet i dag.

Åmosen har som det første naturområde herhjemme, fået Friluftsrådets kvalitetsmærke ‘Danske Naturparker’.

Den nye naturpark strækker sig fra Storebælt til Store Åmose og er en del af kommunerne Sorø, Kalundborg og Holbæk.

De besøgende i naturparken kan se frem til flere og bedre oplevelser i naturen, for Danske Naturparker skal både give naturen et løft og give befolkningen bedre muligheder for friluftsoplevelser.

– Vi ønsker Naturpark Åmosen et stort tillykke med mærkningen ‘Danske Naturparker’. Det er et vigtigt skridt for Friluftsrådet at kunne udnævne den første Danske Naturpark. Forhåbentligt bliver det til stor glæde og gavn for både naturen og befolkningen, der får nye muligheder for at opleve en særlig natur og sætte fokus på lokal identitet og udvikling, siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen.

Kvalitetsmærke for besøgende
Mærket ‘Danske Naturparker’ fortæller besøgende, at foruden en enestående natur, kan de også møde særlige faciliteter som giver gode friluftsoplevelser og formidler naturen. Det kan være stisystemer, overnatningspladser, naturvejledning, bådebroer eller andre faciliteter, der gør oplevelserne i naturen bedre. I Naturpark Åmosen er Formidlingscenter Fugledegård ved Tissø omdrejningspunktet for mange spændende naturoplevelser for hele familien.

– I Naturpark Åmosen er vi stolte over mærkningen og vi glæder os til at sætte en masse spændende naturprojekter i gang i den nye ramme. Det bliver til glæde for hele området, siger Henning Fougt, formand for bestyrelsen i Naturpark Åmosen.