19. maj 2024

I et sammarbejde mellem Stenhus Gymnasium, Teatret Fair Play, Holbæk Teater og Holbæk Kommune udbydes nu et spritnyt uddannelsesforløb for unge amatørskuespillere. Holbæk Drama College (SGK), som er navnet på den nye uddannelse, skal tilføre noget nyt til uddannelsesmiljøet i Holbæk

– Holbæk Drama College handler om at styrke talentudvikling og kompetencegivende miljøer i vores kommune. Vi tror på, at det nye miljø vil tiltrække unge teatertalenter fra hele landet, som ønsker at arbejde professionelt med scenekunst. Det nye uddannelsestilbud er godt for de unge, men det er også godt for byens udvikling., fortæller Formanden for Udvalget for Kultur og Fritid Emrah Tuncer.

10 timers teater om ugen
Udover 30 timer på den gymnasiale uddannelse, så skal elever på det nye Holbæk Drama College regne med at få 10 timers intensiv praktisk undervisning i drama, om ugen. Her indgår blandt andet et tæt samarbejde med de to professionelle teatre, Teatret Fair Play og Holbæk Teater. Hver elev får hver sin mentor. Det vil sige en professionel skuespiller, som følger dem igennem de tre år, uddannelsen varer.

– Jeg glæder mig enormt til at se eleverne blomstre, mens de går på Holbæk Drama College. De får en faglig ballast og en praktisk kunnen både i kraft af undervisningen i dramatik på gymnasiet og i kraft af de mange spændende forløb og forestillinger, som de skal være med i på teatrene., fortæller Peter Fink, der er vicerektor på Stenhus Gymnasium.

De to professionelle teatre er også begejstret for de helt nye og innovative skridt imod at gøre Holbæk til en teaterby.

– Der er ingen tvivl om, at 24 SGK-elever vil sætte deres præg på kulturlivet i Holbæk. De skal spille børneteater med Teatret Fair Play, medvirke i forestillinger på Holbæk Teater og optræde ved nogle af de store kulturelle begivenheder som kommunen arrangerer. Jeg tror på, at SGK får stor betydning for de unge, der går og drømmer om at blive skuespillere. Og hvem ved, måske kommer den næste Mads Mikkelsen fra SGK i Holbæk, fortæller Brian Kristensen, der er teaterdirektør på Holbæk teater.

Man skal optages på uddannelsen
Der bliver optaget otte elever hvert år på Stenhus Gymnasium til at følge forløbet på Holbæk Drama College. Og de optages gennem et særligt tilrettelagt optagelsesforløb, så det er altså ikke alle, der får mulighed for at prøve kræfter med det professionelle teateruddannelsesforløb.

– Vi lader kun otte elever om året komme ind på uddannelsen, så der er mulighed for at arbejde virkelig koncentreret med den enkelte elevs udvikling, samtidig med at eleverne vil opbygge et stærkt sammenhold i kraft af de mange fælles oplevelser, de får, fortæller vicerektor Peter Fink.

Statens Kunstråd har doneret 80.000 kroner til elevaktiviteter til Holbæk Drama College.