19. maj 2024

Kort før klokken 01.30 i nat fik politiet en anmeldelse om, at der var et indbrud i gang hos SEAS-NVE på Hovedgaden i Svinninge.

Flere tyverialarmer på stedet var gået i gang.

Politiet kørte til området og fik kontakt med en personbil på vej væk med stor hastighed og personerne i bilen smed under politiets forfølgelse nogle stjålne stole ud af bilen.

Det lykkedes indbrudstyvene at ryste politiet af sig.

Senere på natten standsede politiet en varebil, som kørte rundt i Fårevejle-området. I bilen var en 35-årig mand fra Roskilde og en 29-årig mand fra Eskebjerg, som ikke umiddelbart kunne give en fornuftig forklaring på deres kørsel i området.

Da politiet i deres varebil kunne se nogle effekter med SEAS-NVEs navn på, besluttede politiet at anholde dem som mistænkte for indbruddet.

Indbrudstyvene var kommet ind hos SEAS-NVE ved at knuse en rude ind til et mødelokale og her havde de stjålet nogle stole.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man nu skal se optagelserne fra videoovervågningen fra SEAS-NVE igennem og bagefter vil man afhøre de to anholdte om deres eventuelle rolle i forbindelse med indbruddet. Politiet vil herefter tage stilling til, om nogen af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.