17. maj 2024

Mandag formiddag tilkaldte personalet i Kvickly i Slotscentret politiet, fordi man havde tilbageholdt tre unge piger, som man mistænkte for at have stjålet varer fra supermarkedet.

Politiet fik kontakt med en 14-årig pige fra Gislinge, en 12-årig pige fra Holbæk, som indledningsvist forsøgte at sløre sin identitet ved at give politiet falske oplysnininger, samt en 15-årig pige fra Holbæk.

Ved visitation af dem fandt politiet slik, nødder, energidrik samt smykker, som de havde stjålet i Kvickly.

De tre piger blev taget med til politistationen og deres forældre blev tilkaldt, så de kunne overvære afhøringen af dem.

Kun den 15-årige kunne sigtes for tyveri, medens de to øvrige er under den kriminelle lavalder på 15 år.

I forbindelse med sagsbehandlingen kontaktede en 14-årig pige fra Holbæk telefonisk en af de øvrige tilbageholdte politiet, idet hun gerne ville melde sig selv som meddelagtig i pigernes tyverier fra Kvickly. Den 14-årige ville gerne erkende tyveri af et par bukser, men hun kunne heller ikke sigtes for tyveri, da også hun er under den kriminelle lavalder.

Politiet skal nu klarlægge de enkeltes roller i tyverierne, og den 15-årige kan forvente at modtage et bødeforelæg som afgørelse på sagen.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de sociale myndigheder vil blive underrettet om sagerne mod pigerne.