4. maj 2024

Sidste år hentede Holbæk Kommune 49 millioner kroner i forskellige fonde – pengene er bl.a. gået til kultur-området.

Holbæk Kommune fik omtrent ni millioner kroner i støtte fra EU-puljen, IEE, der i fremtiden skal sikre miljørigtige udbud. Men det var to af de helt store projekter, der var med til at sætte trumf på Holbæk Kommunes fondsregnskab sidste år. Alene Brorfelde Oplevelsescenter og skibsværftet på Gammel Holbæk Havn løb af sted med over 30 millioner kroner af det bevilgede beløb.

– Det er glædeligt, at det faktisk er lykkes at få støtte til at gennemføre vores planer med både Brorfelde Oplevelsescenter og Værftet på Gammel Holbæk Havn. Vi er virkelig taknemmelige for, at de fonde, vi har fået støtte fra, kan se det visionære i de projekter, vi arbejder med. Og jeg ser frem til, at vi snart kan tilbyde nogle helt nye og spændende faciliteter både ved Brorfelde Oplevelsescenter og på Gammel Holbæk Havn, fortæller borgmester Søren Kjærsgaard.

Private penge til kulturen
I Kultur- og fritidssekretariatet har de også været gode til at få del i de eftertragtede fondsmidler. Kultur- og fritidssekretariatet har både fået del i puljer fra blandt andet Statens Kunstfond samt støtte fra det lokale erhvervsliv. Det samlede tilskud til nye kulturaktiviteter beløber sig i 745.568 kroner.

– At få del i de her midler betyder, at vi har kunnet sætte en masse kulturaktiviteter i søen, som ellers ikke ville have været mulige. Vi sætter virkelig pris på den anerkendelse, der ligger i at få støtte fra både de statslige kunstfonde og det lokale erhvervsliv, fortæller kultur- og fritidschef Brian Ahlquist.

Støtte millioner til arbejdsløshedsprojekter
Jobcentret i Holbæk Kommune lykkedes også med at hente de vigtige støttekroner. I 2013 fik de tilsagn om støtte på hele 8,9 millioner kroner. Midler, der går til projekter, som fremadrettet skal hjælpe borgere, der står uden for arbejdsmarkedet.

Vil fortsætte jagten på fondsmidler
Borgmester Søren Kjærsgaard fortæller, at byrådet agter at fortsætte jagten på de mange fondsmidler:

– Det gør en forskel. Det er udelukkende på grund af de bevilgede fondsmidler, at byggeprojekter, som Brorfelde Oplevelsescenter og det gamle skibsværft på havnen, bliver realiseret nu. Vi skal derfor blive ved med se de potentialer, der er rundt omkring os – og søge økonomisk støtte fra fonde.