18. maj 2024

Venstres Kurt Næsted er formand for et nyt udvalg, der skal skabe vækst i Holbæk Kommune så der også fremover er råd til velfærd. Og det er ikke nogen lille opgave.

Byrådet godkendte i går de overordnede målsætninger for arbejdet i det nye “Projektudvalg for Vækst”.

Udvalgets formand, Kurt Næsted (V) siger:
– Jeg tror hele udvalget går til opgaven med ydmyghed men også med en stor lyst til at skabe resultater. Hvis der skal være råd til velfærd i fremtiden, er det simpelthen nødvendigt at tiltrække nye borgere, at arbejde for vækst og jobs i vores erhvervsliv og sikre at vores unge får en uddannelse.

Strategier og politiker
Projektudvalget har allerede flere jern i ilden.

– Vi starter med eventstrategien, fordi oplevelser og kultur er med til at skabe en attraktiv kommune. Vi har haft stor succes med en række events og kulturbegivenheder i de seneste år. Nu er vores opgave at samle erfaringerne og gøre dem til en sammenhængende professionel indsats i de kommende år, siger Kurt Næsted.

Eventstrategien følges op af en decideret vækstpolitik med tilhørende udviklingsmål og initiativer.

– Nu skal vi jo først i gang med arbejdet, men vi er ambitiøse på kommunens vegne. Derfor kommer vi også til at arbejde på flere fronter for at opnå den nødvendige vækst: Det kommer blandt andet til at handle om erhverv, uddannelse, branding og tilflytning, siger Kurt Næsted og slutter:

– Vi er et projektudvalg. Det betyder, at vi kan gå nye veje, arbejde sammen på tværs og i det hele taget prøve nogle ting af. Derfor kommer vi også til i meget høj grad at byde borgerne, virksomhederne og vores egne medarbejdere op til dans.