29. marts 2024

Sagen om sponsor-millionerne til Nordvest FC drejer sig i lige så høj grad om Arena-projektets fremtid. Foto: Rolf Larsen.

Sagen om sponsor-millionerne til Nordvest FC drejer sig i lige så høj grad om Arena-projektets fremtid. Foto: Rolf Larsen.
Sagen om sponsor-millionerne til Nordvest FC drejer sig i lige så høj grad om Arena-projektets fremtid. Foto: Rolf Larsen.
Sponsoraftalen drejer sig ikke kun om Nordvest FCs overlevelse i 2. division. Det drejer sig om prestige og politikernes uvilje mod at tabe ansigt.

Vi har her på Holbaekonline.dk beskæftiget os indgående med den nye sponsoraftale mellem Holbæk B&I og Holbæk Kommune. Og det er der en rigtig god grund til, for det er større end muligheden for at 200-300 fodboldfans kan dukke op på stadion og se ‘noget bold’ søndag eftermiddag.

Stolt historie
Holbæk B&I har en stolt historie. Klubben var i midten af 1970erne blandt de allerbedste i Danmark. Efter næsten 30 år besluttede Holbæks største fodboldklub, at det nu igen var tid til at få et hold blandt de bedste, og derfor startede man elite-afdelingen Nordvest FC.

Og det gik faktisk ret godt for det nye ‘barn’, der sluttede sæsonen 2010/2011 med at spille playoff-kampe mod Blokhus FC om oprykning til 1. division. Var det lykkedes Nordvest FC at vinde kampene, så havde meget nok set anderledes ud i dag. Klubben havde sandsynligvis haft det økonomisk meget nemmere.

De sidste par år har Nordvest FC holdt sig i midten af 2. Division øst. Ikke nogen udpræget dårlig placering, men heller ikke en placering, som giver mindelser om de stolte dage i 70’erne.

Mangler penge
Klubbens manglende oprykning til den 2. bedste række i dansk herrefodbold er formentlig også en stærkt medvirkende årsag til, at klubben i dag har svært ved at tiltrække sponsorpenge fra de lokale virksomheder. I år har klubben ikke fået ligeså mange sponsorkroner i kassen, som man havde budgeteret med. Ifølge klubben selv, er det en af årsagerne til, at Holbæk B&I forventer at komme ud af 2013 med et underskud på 907.000 kroner.

En anden årsag er, at man har brugt en halv million kroner mere end budgeteret på aktiviteterne i eliteafdelingen Nordvest FC.

Holbæk B&I og Holbæk Kommune har med udsigten til et underskud i fodboldklubben forhandlet en ny sponsoraftale på plads. En aftale, der skal give Holbæk B&I 800.000 kroner mere om året i tre år, end den nuværende aftale.

I den nye aftale fremgår det, at eliteafdelingens hold skal skifte navn til noget med Holbæk. Det var et ønske som flere byrådspolitikere allerede fremsatte, da den nuværende sponsoraftale blev vedtaget. Men dengang afviste Holbæk B&I et navneskifte for Nordvest FC.

Pres på tvivlerne
Men selvom aftalen er forhandlet på plads med Holbæk Kommune, så er den endnu ikke blevet vedtaget. Den har nemlig mødt modstand blandt nogle af politikerne, som især undrer sig over, hvordan fodboldklubben har kunnet lave et underskud på knapt en million kroner i år, men som også er bange for, at det skal skabe præcedens, hvis politikerne redder Holbæk B&I.

Aftalen var først på dagsordenen hos Kultur og Fritidsudvalget, som ikke kunne blive enige om at stemme for aftalen. Så kom den op i Økonomiudvalget. Men selvom Holbæk B&I var indkaldt til mødet, så de kunne forklare sig, så opgav Økonomiudvalget at tage en beslutning. I stedet skal sagen nu tages op på ikke mindre end to møder onsdag eftermiddag inden byrådet samles onsdag aften.

Holbaekonline.dk erfarer, at tilhængere af sponsoraftalen har forsøgt at lægge et pres på tvivlere og modstandere. Og at sagen hele tiden sendes videre, vidner også om, at sagen er alt for vigtig til, at den bare må falde til jorden.

Det drejer sig nemlig om Holbæk Arena.

Vaklende Arena-projekt
Blandt de største fortalere for arena-projektet er Holbæk B&I, som gerne vil have et nyt, stort og flot stadion til Nordvest FC til afløsning for det gamle på Borgmestergårdsvej, der blev bygget for 65 år siden. Projektet bakkes op af et flertals i det nuværende byråd og en stor del af projektet skulle efter planen finansieres med salget af grunde i Holbæk Have – der hvor bl.a. Holbæk Stadion, Stadionhallen og Tennisklubben ligger nu.

Men det er endnu ikke lykkedes at finde interesserede købere, så set udefra, går det knapt så godt for Arena-projektet.

Og bedre bliver det ikke, hvis Nordvest FC – elite-idrættens flagskib i Holbæk – ender med at rykke to rækker ned til Sjællandsserien p.g.a. økonomiske problemer. For så kan det for alvor blive svært, at godtgøre overfor kommunens skatteydere (især dem, som ikke interesserer sig synderligt meget for sport) hvorfor man skal bruge mange millioner på en arena i en tid hvor folk oplever forringelser og nedskæringer på andre områder.

Men Holbæk Arena har udviklet sig til lidt af et prestige projekt for flere byrådspolitikere og så er det ikke nemt, at måtte se flagskibet Nordvest FC gå på grund.

Opblødning
Blandt de største modstandere mod at give flere penge til Holbæk B&I har indtil nu været Dansk Folkeparti. Her har John Harpøth meget katagorisk afvist at han eller partiet, vil være med til at forhøje sponsorstøtten til fodboldklubben.

Også Socialdemokraterne har udtalt sig mindre positivt om udsigten til at bruge flere skattekroner på Holbæk B&I. Om klubben økonomi har Steen Klink sagt: “Man tror, at det er løgn – der har simpelt hen ikke været styr på noget som helst”.

Konservatives Bjarne Kongsted har også udtalt sig skeptisk og krævet “en ualmindelig god forklaring” på hvordan Holbæk B&Is økonomi kunne ryge af sporet.

Men efter mødet i Økonomiudvalget er modstandere og skeptikere begyndt at trække i land. Det er i hvertfald sådan man kan tolke deres udtalelser.

Dansk Folkepartis Finn Nielsen sagde efter mødet:

– Noget af det, som fodboldklubben fortalte lød fornuftigt.

Og han fortsatte:

– Vi vil jo gerne beholde klubben, men økonomien skal se fornuftig ud.

Socialdemokraterne virker heller ikke så skråsikre mere:

– Jeg har ikke forstand på fodbold, så jeg håber sagen sendes tilbage Kultur og fritidsudvalget, hvor den efter min mening hører hjemme, sagde Sine Agerholm efter mødet i Økonomiudvalget.

Formand for Kultur og Fritidsudvalget, Emrah Tuncer, der også selv tidligere har været bestyrelsesmedlem i Holbæk B&I har helt uden omsvøb sagt til avisen Nordvestnyt, hvad sponsoraftalen reelt drejer sig om:

– Jeg synes personligt, at tingene hænger sammen. Hvis man vil Arenaen, må man også hjælpe klubben.

Og der står sagen nu.

Kan, vil og tør de politikerne der har udtalt sig skeptisk at stemme nej til sponsoraftalen – og dermed muligvis sende Arena-projektet til tælling?

Eller ender det med et ja? – og dermed muligheden for, at andre foreninger må forvente at få dækket et kæmpe underskud på efterbevilling fra kommunen?

Vi venter spændt på fortsættelsen….

2 thoughts on “Klumme: Derfor er sponsoraftalen så vigtig

  1. Måske man skulle høre hvad foreningerne og de enkel borger mener i Holbæk Kommune – For så tror jeg det viser sig en klart nej til denne aftale.

    Mv.

    Hans Bruun-Jensen
    Holbæk Løbe og Motionsklub

  2. Helt enig. Der har lige været en undersøgelse på holbaekonline, der tydeligt viste, at ca. 84% klart sagde nej. Holbaekonline kan vel oplyse de nøjagtige prognoser, og hvor mange der havde svaret på undersøgelsen ?

    Hanne Duelund Larsen
    Borger

Comments are closed.