Efter mere end en uge faldt konstitueringen af det ny byråd endelig på plads og socialdemokratiet blev lukket ind i varmen. Det giver indflydelse, men også medansvar for den førte politik. Og hvad var det nu SF og A skændtes om? -Jo socialdemokraterne beskyldte SF for at føre blå politik og kaldte dem det lilla SF.
Resultatet af fire års “borgerkrig” blev, at Sine Agerholm ikke fik opfyldt sin drøm om at blive borgmester, selvom hun forsøgte at skaffe sig et flertal med Enhedslisten i ryggen, Og det eneste der nu ser ud til at være tilbage af SF efter byrådsvalget, er deres valgplakater, som stadig hænger rundt omkring i lygtepælene.
Kommer Socialdemokratiet nu til at overtage SF’s rolle? Der har allerede været røster fremme om det i læsernes kommentarer på Holbaekonline.dk.
Og vil den førte politi fremover blive at sammenligne med en sammenkogt ret?
Fordelen ved en sammenkogt ret er det aldrig kan gå helt galt, for ingen ved rigtig hvad den skal smage af. Inden det hele bliver kogt sammen, kan man tydelig se kartofler, gulerødder, porrer m.m. hver for sig, men bagefter har det en fælles smag og konsistens.
Man kan så diskutere om der skal mere eller mindre salt i, og er man ikke blandt kokkene, så kan man fremføre den mangler rød peber, eller spørge, om man ikke kunne putte nogle flere blåbær i retten?
Og der skal tilsyneladende flere kokke til at fordærve maden; for før valget havde man 6 udvalg med de dertil lukrative udvalgsposter, nu skal der være 8 udvalg.
Er det et udtryk for en større arbejdsbyrde? eller er det fordi der er for lidt kød, læs: udvalgsposter til for mange sultne hunde? Der skal jo også være en attraktiv luns tilbage til “de røde hunde”?
Hvis konstitueringsaftalen er en sammenkogt ret – er det så “væltet lokum”? (-en ellers udemærket ret, som vores redaktør gerne indtager).
Og der er tilsyneladende nye tider på vej: I fredags kunne man se borgmester Søren Kjærsgaard dele røde roser ud ved det nye Rema 1000 på Kalundborgvej og i en fælles erklæring fra partierne bag konstitueringen er det alt sammen fryd & gammen. Selv Arenaens fremtid er man tilsyneladende enige om. Men det skyldes måske også, at indholdet er ligeså konkret som erklæringen efter klima- konferencen i Bellacenteret i 2009.
Her på Holbaekonline.dk vil vi fortsat holde skarpt øje med den lokale politik…. hvis vi da ellers kan holde os vågne. Vi skal jo lige vågne op efter en søvndyssende og meget forudsigelig valgkamp. Tjaah og hvad var egentlig valgkampens hovedtema ??? Forhåbentlig ikke Holbaek Arena?
Denne klumme er er ikke nødvendigvis udtryk for Holbaekonline.dks holdning.