13. december 2024

Holbæk Kommune har netop fået 1,5 millioner kroner fra Markedsmodningsfonden til udviklingen af en helt ny type app til det nye oplevelsescenter Brorfelde Observatorium.

I dag findes der billetsystemer, informationssystemer, vejvisere og søgedatabaser hver for sig. Den nye app skal samle det hele i ét program og samtidig give individuelt tilpasset information til alle, uanset om det er en familie, en skoleklasse eller et hold studerende.

– Brorfelde er en utroligt spændende attraktion, der fortjener formidling af høj klasse. Sammen med personalet vil appen bidrage til, at alle får en stor oplevelse og en masse viden om astronomi, natur og geologi, siger Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard.

Appen skal håndtere både booking og individuelt tilpasset information til de forventede 36.000 besøgende i bakkerne. Samtidig skal den holde styr på dem via GPS og guide dem rundt i området, så man undgår flaskehalse.

– Der er kun én, der kan kigge i kikkerten ad gangen. Derfor har vi brug for en intelligent app, der kan sørge for, at de besøgende ikke kommer til at stå i kø, men får ro og tid til at opleve og lære, siger Søren Kjærsgaard.