23. april 2024

Christina K. Hansen (S) mener man har et problem, hvis man bygger en Arena på bekostning af små skoler. Foto: Jesper von Staffeldt.

En for ærlig eller en lidt for naiv politiker? Foto: Jesper von Staffeldt.
En for ærlig eller en lidt for naiv politiker? Foto: Jesper von Staffeldt.
Som gammel journalist på en større seriøs lokalavis og lokalradio der begge dækkede fire kommuner i Nordsjælland, har jeg hørt megen politisk “hælden vand ud af ørerne”, idet jeg bl.a. dækkede byrådsmøderne i de fire kommuner.

Derfor var det dejligt forfriskende at interviewe den socialdemokratiske byrådskandidat Christina K. Hansen på et kræmmermarked på Orø.

Her sagde hun bl.a. – om politikernes manglende evne til at fange de unge vælgeres opmærksomhed: Hvem er det så i grunden der har fejlet….. det er os som politikere der har fejlet…. og det er også en kritik af mig selv.

Endvidere spurgte jeg hende om hun ville være med til at rulle de seks borgerlige partiers besparelser tilbage hvis hun og hendes parti får magt som agt: En af de allervigtigste ting jeg har lært som ung politiker er kun at udtale mig om de ting jeg brænder for, og kun om de ting jeg ved 100 % noget om!

Her kommer jeg til at tænke på det satiriske blad “Blæksprutten”. Nogle af siderne er illustreret med et par engle hvilende på et par hvide skyer som kommenterer begivenheden positivt og måske en smule naivt, nederst på siden et par grimme djævle som kommenterer samme historie lidt barsk satanisk og måske en anelse mere realistisk.

Skulle jeg være engel (hvad jeg absolut ikke er) vil jeg til Christina sige: Der er håb forude, sådan bliver fremtidens politikere

Hvis jeg var djævel vil jeg sige: Kære Christina, du når ikke langt i politik, hvis du ikke får øjnene op!