Onsdag holdt Holbæk Forsyning A/S vælgermøde for sine kunder. På trods af en god aften med spørgelystne vælgere, er administrerende direktør ærgerlig over den manglende interesse for kundevalget.
– Vi ville gerne give vores kunder mulighed for at møde de ti meget velkvalificerede kandidater, inden kundevalget for alvor skydes i gang. Via valget får vores kunder indflydelse på, hvem der skal ind i bestyrelserne for vores vandselskaber Holbæk vand A/S og Holbæk Spildevand A/S, fortæller administrerende direktør Susan Münster, der fungerede som ordstyrer under vælgermødet.
Udover muligheden for at møde de opstillede kandidater til kundevalget, fik de fremmødte også en rundvisning på Sdr. Vandværk og en introduktion til den nye besøgstjeneste for skoleelever samt lidt mad og drikke. Alligevel var det ikke mange, der havde valgt at dukke op denne aften.
– Selvom aftenen på mange måder har været en succes, havde vi naturligvis gerne set, at der var mødt flere op. Men vi må desværre konstatere, at der ikke er den store interesse for den slags i befolkningen. Når det handler om vand, spildevand og affald, så er det først, når noget ikke virker, at vi hører fra vores kunder, forklarer Susan Münster. Hun opfordrer kunderne til at benytte sig af deres mulighed for at få indflydelse:
– De her områder er – og bliver i endnu højere grad fremover – vigtige at forholde sig til. Blandt andet på grund af klima- og miljøproblematikker. Derfor håber vi også, at mange af vores kunder tager aktivt del i valget.
Om kundevalget
Det er første gang, Holbæk Forsyning A/S holder et kundevalg efter miljøministeren i 2010 besluttede, at forbrugerne skal have indflydelse på ledelsen af landets vandselskaber. Ved valget, der holdes i perioden den 28. oktober til den 8. november 2013, stemmer kunderne to kunderepræsentanter ind i bestyrelserne for Holbæk Vand A/S og Holbæk Spildevand A/S.
Valget holdes elektronisk via Holfor.dk. For at afgive en stemme skal man bruge sin adresse og sit kundenummer. Ved personligt fremmøde hos Holbæk Forsyning A/S, Tåstrup Møllevej 5, 4300 Holbæk kan man få hjælp til at afgive sin stemme.