20. april 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Den røde vision

Mens S og EL er i gang med at lancere en DF’er som deres borgmesterkandidat (hvilken farve har sådan en konstellation?), føler Jan Sohn – som sidder i byrådet på DF-stemmer, men efter valget meldte sig ind hos S – sig kaldet til at mene, at vælgerne har krav på at vide, om SF ”igen vil vælge blåt”.

Det kunne en humorist ikke gøre bedre, men kommunens udfordringer kræver måske lidt større seriøsitet.

”Tidligere var venstreorienterede progressive, som troede på, at verden kunne og skulle blive bedre … Nu handler meget på venstrefløjen om at forsvare fortidens sejre mod fremtiden som trussel”, skrev Rune Lykkeberg forleden i Politiken.
SF vil ikke bare konservere – visionen er at udvikle velfærden, og det kan man kun, hvis man er parat til at nytænke. Som vores lokale skolereform viser, har vi kunnet komme et langt stykke i en violet konstituering.

Yderligere investeringer, der bakker omstillingerne op, vil givet komme hjem igen. Men S, der vil skaffe flere penge ved at sætte skatten op, vil ikke investere, men bevare ved at fordele pengene ud over velfærden, som den er. Det rækker bare ikke.

Så modspørgsmålet er: Tør S slippe fortiden og tænke nyt?
Svend Aage Larsen, formand for SF Holbæk

1 thought on “Læserbrev: Den røde vision

  1. Svend Aage Larsen undrer sig over, at jeg kan tillade mig at spørge, om folkesocialisterne i Holbæk igen vil søge sammen med Venstre og Liberal Alliance i en ny “blå regering” i Holbæk kommune.
    Det er da et yderst relevant spørgsmål – ikke mindst for de vælgere, som måtte overveje at stemme på SF den 19. november. De vil naturligvis gerne vide om deres stemme igen bliver brugt i et borgerligt sammenrend.
    Svaret blæser stadig i vinden!
    Svend Aage Larsen spørger, om socialdemokraterne tør slippe fortiden og tænke nyt?
    I modsætning til de lokale folkesocialister har vi ikke en fortid, som vi vil glemme og vi tænker hele tiden nyt og visionært til glæde og gavn for heke Holbæk kommune.

    Med venlig hilsen
    Jan Sohn (A)
    Kandidat til byrådsvalget

Comments are closed.