Læserbrev: Historien om hvorfor vi fravalgte vuggestuen, efter at have valgt den i første omgang

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Historien om hvorfor vi fravalgte vuggestuen, efter at have valgt den i første omgang

Da vi i sin tid stod overfor at skulle vælge om vores datter skulle gå i vuggestue eller dagpleje, valgte vi byens kommunale vuggestue. En vuggestue der er integreret med børnehaven – noget vi godt kunne lide, da vi mente at skiftet fra vuggestue til børnehave dermed ville blive nemmere og blidere når den dag skulle komme. Vi syntes selv, at vores pige havde masser af krudt i måsen og var fuld af gå – på mod. Derfor valgte vi vuggestuen fordi vi mente hun her, ville blive udfordret som den vildbasse hun nu engang var. En anden fordel var, at den ligger i den anden ende af byen hvor vi bor, dette syntes vi rigtig godt om.

Vi besøgte vuggestuen og snakkede opstart. Førstehåndsindtrykket der mødte os var støjniveauet. Sikke en larm! Vi vidste ikke bedre og mente at det nok var meget normalt i en institution. De næste mange indtryk var blandede… Pædagoger der ikke havde tid til en ordentlig præsentation af dem selv, pædagoger der ikke havde tid til at hilse ordentligt på Nikoline (vores datter) og børn der forholdt sig passivt i hjørnerne mens de andre og mere aktive børn var dem der havde pædagogernes primære fokus. Vi blev enige om, at vi nok havde mødt dem alle og selve vuggestuen på en travl og dårlig dag og holdt derved fast i beslutningen om, at det var her hun skulle gå.

Da vi er morgenmennesker her i huset, valgte vi, at komme tidligt den dag hun skulle starte dernede. Vi var der lidt i otte og det eneste ord der kan beskrive hvad vi mødte ind til er kaos! Der var et rend af forældre der afleverede børn, børn der var kede af det, børn der underholdt sig selv og alt for få pædagoger. Vi fik af vide at vi kunne gå ind på den stue hun skulle være på. Her opholdt vi os sammen med hende, i hvert fald i en time, før der kom en pædagog ind og hilste ordentligt på hende. Vi fik besked på, at det ville være bedst hvis vi først kom med hende tidligst kl. 8:30 da der herefter ville være mødt mere personale ind, og der dermed ville være større mulighed for at man kunne tage sig af hende! Hold da op tænkte vi, men blev enige om at det var okay, da jeg jo stadig havde barsel og dermed havde muligheden for at aflevere hende det senere.

Sådan fortsatte dagene under det der skulle forestille at være en indkøring. På trods af, at jeg kom kl. 8:30 med hende, var der ingen der rigtigt havde tid til at tage imod hende. Jeg opholdt mig på stuen med hende 1-2 timer og prøvede flere dage i træk at gå fra hende i 15-30 minutter. Når jeg gik derfra, var hun død ulykkelig og når jeg kom tilbage, var hun stadig lige så ulykkelig. En enkelt gang var der ro da jeg kom tilbage efter vi havde forsøgt, at jeg gik derfra i en time. Men denne ro skyldes ikke idyl, men snarere udmattelse, da hun havde været meget ked af det mens jeg havde været væk. Da jeg kom og hentede hende, lå hun udmattet og alene på en madras på gulvet og orkede bare ikke at være mere ked af det.
Vi oplevede flere gange at hun ikke var blevet rengjort ordentligt når hun havde skidt og det var tit hun havde meget rød numse og tissekone. Vi brød os ikke om tanken om hvad der kunne ligge til grund for dette, eventuelt manglende tid til det enkelte barns renlighed og

Vi holdt weekend og vi forsøgte at sige til os selv, at der bare var tale om en svær indkøring. Men nej, den følgende uge fulgte samme mønster og vores ellers så glade og smilende pige, var ikke at kende mere.

Da der var gået 3 uger og hun stadig ikke har været i vuggestuen i mere end 3 timer, bliver jeg en onsdag ringet op, at jeg skal hente Nikoline. Hun har været der i ½ time, men har fået feber.

Jeg henter hende selvfølgelig, men da vi kommer hjem kan jeg simpelthen ikke klare mere! Jeg græder og græder og ved bare, at vores barn ALDRIG skal derned mere! Alene tanken, får det hele til at vende sig i maven på mig.

Jeg ringer til pladsanvisningen på kommunen og fortæller om situationen. Jeg siger, at vi ikke længere ønsker at hun skal gå i den eller i nogen anden vuggestue, da vi mener det er for uholdbart og usikkert! Vi kan mærke på os selv og især på Nikoline, at det ikke fungerer og aldrig nogensinde vil komme til det! Vi vil gerne have hende i dagpleje og fortryder at det ikke var det vi valgte fra starten af.

Vi er super heldige! Allerede dagen efter, om torsdagen er vi på besøg hos hendes kommende dagplejemor. Her er førstehåndsindtrykket et helt andet! Her er stille og roligt, ro, hjemlige omgivelser, en rolig og fattet dagplejemor og børnene trives og er idylliske at se på. Det er dén idyl og ro vi aldrig så i vuggestuen. Den hjemlige hygge, stilheden og de trygge omgivelser. Det var uden tvivl her, Nikoline skulle være!

Nikoline er i dag 2 år gammel og har gennemgået en kæmpe stor udvikling efter, at hun startede i dagpleje.

Den pige der startede var en trist og hæmmet pige der helt klart bar præg af, hendes hårde opstart i institutionslivet. Efter 2-3 måneder var forskellen og udviklingen at spotte og den dag i dag fungerer hun fuldstændig som hun skal og hun knus-elsker sin dagplejemor!

I 2014 står vi igen og har brug for, at vores næste barn har et sted at gå i dagpleje. Vi ønsker på ingen måde, at vores næste barn skal lide under samme opstart på institutionslivet som Nikoline desværre måtte. Men en eventuel lukning af den kommunale dagpleje vil ramme os sådan, at der til den tid, måske slet ikke er en dagplejemor til os. Vi ønsker inderligt at beholde den kommunale dagpleje da vi værner om det fællesskab og samvær der er, dagplejemødrene imellem. Den lille skare af børn der mødes og har samvær i legestuen og i gymnastiksalen, ønsker vi ikke at undvære.

Bianca Marie Larsen
Vinkelvej 17, Mørkøv