12. december 2024

Kort efter middag i går fik politiet et opkald fra en borger på Nykøbingvej i Mørkøv, som undrede sig over, at en østeuropæiskl mand henvendte sig på forskellige adresser med et skilt hvor der stod, at han var døv.

Borgeren havde set manden cykle rundt på en rød damecykel og kort efter havde han set den samme mand sidde i en polsk indregistreret bil på p-pladsen ved Dagli’Brugsen i Mørkøv.

Lignende sager andre steder
Episoden i Mørkøv var ikke den eneste af sin slags i politikredsen i går.

Kort efter klokken 16 fik politiet en anmeldelse om, at en mand og en kvinde på Gammel Lyngvej i Køge, gik rundt og samlede penge ind. Ved indsamling fremviste parret et skilt, hvor der stod, at donationer gik til døve og blinde. Parret kørte rundt i en sølvgrå bil på udenlandske nummerplader.

Også i Nykøbing Sjælland var der ‘døve’-på spil Her forsøgte en mand ved 17.30-tiden at sælge et maleri til en borger på Grundtvigsvej. Manden medbragte et skilt, hvorpå der stod: ”Jeg er døvstum, forstår ingenting – vil I ikke nok købe et maleri?” En anden ukendt mand stod afventende længere nede ad vejen, og kort efter gik de sammen i retning mod gågaden.

Politiet: Vær skeptisk
Selvom politiet kørte ud til de tre anmeldelser, så lykkedes det ikke at finde frem til de anmeldte personer.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer borgerne til at være skeptiske, såfremt personer uopfordret retter henvendelse med anmodning om at yde et kontant beløb ved en indsamling eller købe forskellige varer.

Indsamlinger kræver politiets tilladelse, og ved køb af varer er man som forbruger ringe stillet med hensyn til f.eks. reklamationsret og garanti over for gadesælgere.