Holbæk Kommune har fået 2,9 millioner kroner af den såkaldte ‘Pulje til landsbyfornyelse’ – også kendt som ‘Nedrivningspuljen’.
Pengene kommer fra Vækstplan DK, hvor der er afsat i alt 400 mio. kroner til istandsættelse og nedrivning af faldefærdige boliger beliggende i byer med under 3.000 indbyggere og landdistrikter. Pengene fordeles med 200 mio. i 2014 og 200 mio. i 2015.
– Ved hjælp af midlerne til landsbyfornyelse giver vi kommunerne en markant økonomisk håndsrækning, som kan gøre det mere attraktivt at bo i landområderne. Med pengene får kommunerne mulighed for at rive faldefærdige huse ned, rydde op og generelt forskønne deres landdistrikter, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) og han fortsætter:
– Når jeg er ude i landet, kan jeg jo se, hvor stor en forskel det gør, at man fjerner de værste rønner. Når kommunerne bruger pengene klogt, kan de vende udviklingen i en landsby, så den igen bliver attraktiv at bo i. Og derfor er midlerne til landsbyfornyelse både godt for bosætning, fastholdelse og beskæftigelsen.
Hvor mener du der er huse, som bør rives ned? – skriv din mening herunder, og send også gerne billeder til: tip@holbaekonline.dk