22. november 2024

To ud af de omkring 30.000 gæster, der i pinsen lagde vejen forbi havnen i Holbæk for at se på træskibe. PRfoto.

To ud af de omkring 30.000 gæster, der i pinsen lagde vejen forbi havnen i Holbæk for at se på træskibe. PRfoto.

Vejret viste sig fra sin bedste side med både sol og varme i Pinsen, da omkring 90 træskibe satte hinanden i stævne i Holbæk til Træskibsfestival.

Med temperaturer omkring 25 grader var vejret perfekt til pinsens træskibsfestival, og mange benyttede sig da også af muligheden for en maritim oplevelse af de helt store. Arrangørerne havde sørget for et væld af aktiviteter – fra åbne skibe og demonstration af gamle skibshåndværk til beachfodbold og sømandscarbaret.

Arrangørerne oplyser, at omkring 30.000 gæster benyttede pinsen til at kigge på de flotte træskibe og deltage i nogle af de mange andre arrangementer, som træskibsfestivalen i Holbæk bød på.

De besøgende kunne bl.a. nyde koncerter, høre historiefortællinger, køre en tur i hestevogn, se gymnastik og danseopvisning og meget mere.

– Det har handlet om summen af helheden. En masse mindre begivenheder, der smelter sammen til én oplevelse. Det var ambitionen, og når jeg har snakket med folk på pladsen, lyder det til, at det er lykkedes til fulde, siger Mikkel Thorning, der har været Holbæk Kommunes tovholder på træskibsfestivalen.

Det store arrangement var, ifølge Mikkel Thorning, kun muligt på grund af massiv frivillig opbakning:

– Det har været en fornøjelse med alle de frivillige og det kæmpe engagement, de har lagt i festivalen. Alle bidrog til den fantastiske stemning, som blev meget kendetegnende for vores arrangement. Hjemmeværnet styrede ikke kun trafikken, de tog da også lige initiativ til at dele programmer ud og hilse på folk, når de kom. Den energi fandt jeg mange steder på pladsen, og det smittede helt tydeligt af på gæsterne, fortæller han.

Besøg fra Flensborg
Udgangspunktet for Træskibsfestivalen var det årlige pinsetræf i Træskibs sammenslutningen. Træffet holdes hvert år et nyt sted i landet, i år var det Holbæk. Næste år foregår træffet dog lige syd for grænsen i den tyske by Flensborg. Derfor var Flensborgs borgmester Simon Faber på besøg i Holbæk i pinsen.

Kultur- og fritidschefen i Holbæk Kommune, Brian Ahlquist, forventer, at kontakten til Flensborg kan bruges i Holbæk Kommunes fremtidige arbejde med kulturarrangementer:

– Vi har en ambition om at holde flere kulturarrangementer, fordi det skaber aktivitet i byen og viser, at Holbæk Kommune er et levende sted for både lokale og turister. Den kontakt, vi nu har skabt til Flensborg, vil vi udnytte til at skabe fælles udviklingsprojekter, der kan gøre os klogere på denne type arrangementer, fortæller Brian Ahlquist.

Kan du ikke se slideshowet herover? – så klik her.