24. april 2024

Nordvest havde utallige chancer i søndagens kamp mod Bornholm, men kunne ikke udnytte dem. Foto: Rolf Larsen.

Nordvest havde utallige chancer i søndagens kamp mod Bornholm, men kunne ikke udnytte dem. Foto: Rolf Larsen.

I en kamp der ellers var Nordvest FCs fra start til slut, måtte hjemmeholdet nøjes med uafgjort mod gæsterne fra NB Bornholm.

Fra starten lagde Nordvest FC hårdt pres på gæsterne, som tilgengæld sørgede for, at hjemmeholdet ikke fik det alt for let. Nordvest FC havde et hav af gode chancer i løbet af 1. halvleg, men formåede slet ikke at få aflsutningerne til at fungere – en ‘sygdom’ som er set så ofte før hos NVFC.

Første af mange chancer kom 3 minutter inde i kampen, her var Bornholms målmand Lasse Krogh for langt ude i feltet og fik ikke fat i bolden. Et skud mod målet blev dog afværget af forsvaret, der var på plads foran gæsternes mål.

Herefter gik den næste halve time med det ene skud på Bornholms mål efter det andet. Men enten gik bolden forbi målet, eller også var den tidligere Nordvest FC målmand Lasse Krogh på plads og forhindrede bolden i at gå i målet.

Bornholm havde svært ved at komme til at skyde mod Nordvest mål. Først i 41. minut fik Bornholm en kæmpe chance, der dog endte i hænderne på Nordvests målmand Nichlas Dannevang.

Minuttet inden var det Nordvest FC der havde en stor chance, som Lasse Krogh måtte kaste sig ned på græsset for at tage.

I halvlegens sidste minut havde Bornholm endnu en chance, men også denne gang stod Nichlas Dannevang på sin plads og tog bolden.

De to hold kunne dermed gå til pause ved stillingen 0-0.

Om træneren havde talt med store bogstaver til Bornholmerne vides ikke, men ihvertfald var det et andet og mere offensivt bornholmsk mandskab, der løb på banen i 2. halvleg. Gæsterne presse hjemmeholdet og efter to minutters spil, bragte Claudi Espersen gæsterne foran 0-1.

Det gav frustration hos Nordvest FC, der efter lidt famlen fandt det gode spil frem igen og i 52. minut lykkedes det hjemmeholdet at udligne, da Thomas Jensen sendte bolden i bornholmernes mål til 1-1.

Flere småforsøg fra hjemmeholdets side endte forbi målet eller i målmandens hænder. Men da Nordvest FC i 58. minut tilkendes et frispark på gæsternes banehalvdel, var det lige ved at blive til en scoring. En godt skud, der fløj direkte forbi Bornholmerne endte på stolpen. Det gav et su blandt tilskuerne på stadioen, der et splitsekund troede at det skulle lykkes NVFC at komme foran.

På trods af glimtvis godt spil fra gæsternes side og et par enkelte halvhjertede forsøg, så var det hjemmeholdet, som havde flest chancer i resten af kampen. Men, som allerede skrevet tidligere, så har spillerne et kæmpe problem med at få afslutningerne til at sidde i skabet. For hvad hjælper godt forsvarsspil, godt opspil og masser af gå på mod, hvis man ikke kan afslutte?

Bornholmerne fik en sidste chance i kampens sidste sekunder, men sendte bolden langt forbi Nordvests mål.

Dermed sluttede kampen 1-1.