10. oktober 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Fra 2022 vil det ikke længere være dieseldrevne tog som kører på Nordvestbanen. Foto: Rolf Larsen.
Der er afsat 1,2 mia. kroner til forbedringer af Nordvestbanen i den nye Togfond.

Regeringen offentliggjorde i går, at man reserverer 27,5 mia. kroner fra en nyoprettet oliefond med navnet Togfonden DK. Pengene skal bruges til at give den danske jernbane ‘et historisk løft’, som det hedder i en pressemeddelelse fra Transportministeriet.

Pengene skal bl.a. brugest til at bringe rejsetiden i tog mellem København og Odense, Odense og Aarhus samt Aarhus og Aalborg ned på én time pr. strækning. Samtidig vil alle hovedstrækninger i Danmark blive elektrificeret, så hurtigt det er praktisk muligt.

1,2 mia. til Nordvestbanen
I fonden er der afsat 1,2 mia. kroner til at elektricifere Nordvestbanen mellem Roskilde og Kalundborg.

– Regeringen vil skabe fremtidens jernbane ved at gennemføre en historisk forbedring af togtrafikken i Danmark, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.

– Fremtidens tog er elektriske. Derfor vil vi elektrificere alle hovedstrækninger i Danmark, så hurtigt som det er praktisk muligt. Elektrificeringen betyder, at vi fremover kan købe gennemprøvet togmateriel, så vi aldrig igen skal komme i en situation som med IC4-toget. El-tog er også mere energieffektive, klima- og miljøvenlige, siger Henrik Dam Kristensen, der mener at rigtig mange byer vil få gavn af muligheden for moderne el-tog og et sammenhængende banenet med hurtigere tog.

Elektrificeringen af Nordvestbanen forventes at være færdig i 2022.