De danske vikinger var for over 1000 år siden et hårdført folkefærd. Om dagens vikinger er lige så hårdføre kan man nok sætte et spørgsmålstegn ved. Men hvis alt går efter planen skal der være et stort vikingestævne på Orø i slutningen af juli måned, hvor op til 10 vikingeskibe vil lægge til ved Isefjordens perle.
Det betyder at flere hundrede gæster skal overnatte på Orø. Men hvor? Et oplagt sted ville være Orøhallen, men desværre viser det sig at den er udlejet netop de dage hvor vikingefestivalen skal finde sted. Det oplyser Hallens leder, Jørn Bigum, til Holbaekonline.dk.
Et medlem af den lokale arbejdsgruppe, Ole Nielsen, fortæller man arbejder ihærdigt på at løse overnatningsproblemet.
Men der er mange andre praktiske problemer og gøremål omkring et så stort arrangment. Som vi tidligere har skrevet i artiklen ‘Når 60 mand skal skide på én gang’ – så er de sanitære forhold også vigtige. Det var tidligere kaptajn på Havhingsten Carsten Hvid, som redegjorde for det problem på et vikingemøde på Orø Kro i sidste måned.
Stor lokal opbakning og engagement en absolut nødvendighed
Vikingefestivalen vil blive en del af kulturoplevelsesprojektet “Da Danmark blev til”, der er skabt i et samarbejde otte kommuner i Kulturregion Midt- og Vestsjælland. Den lokale arbejdsgruppe får nok at se til i forbindelse med festivalen – så de vil få god brug for lokal opbakning, hvis det ikke kun skal være ‘tordenskjolds soldater’, som skal trække læsset.
Med tanker på et andet stort Orø-projekt: ‘Kulturdage 2005’, der druknede i regn, dårlig økonomi, manglende planlægning og ikke mindst manglende lokal opbakning, så må man håbe at det lykkes for arbejdsgruppen at skaffe den nødvendige lokale opbakning – både i form af økonomi og arbejdskraft.
En vikingefestival vil være en fantastisk mulighed for at ‘brande’ Orø – som det hedder på morderne dansk og arbejdsgruppen håber på at tiltrække 2000 til 4000 uden-øs gæster i de dage festivalen står på. Så der bliver noget at se til.
PS! Husk arbejdsmøde søndag 10.2 kl.14 i Forsamlingshuset