23. november 2024

Omkring hver tiende ung i Holbæk Kommune får ikke en uddannelse. Et nyt frivilligt mentorkorps skal derfor hjælpe unge i deres personlige og professionelle vej mod uddannelse.

Et frivilligt korps af mentorer, skal fremover hjælpe unge til uddannelse.

– Nogle af vores unge har af forskellige grunde svært ved at komme i gang med eller fastholde et uddannelsesforløb, og i de tilfælde betyder det meget at kunne støtte sig op ad en person, de har tillid til, og som selv har noget livserfaring. Det er ikke alle, der kan finde det i deres familie eller netværk i øvrigt, og i de tilfælde kan en mentor være en kæmpe hjælp, siger frivilligkoordinator Allan Lystrup.

Det er meningen, at de frivillige mentorer skal bruge et par timer om ugen på at støtte de unge og dele ud af deres erfaringer og viden:

– De kan for eksempel hjælpe med lektier og morgenvækning eller med at danne netværk, finde en hobby eller træffe beslutninger om uddannelse, job og fremtid, fortæller Allan Lystrup.

Jobcentret laver på baggrund af en personlig samtale par med én ung og én mentor, så de kan opbygge en personlig relation og dermed et fast og tillidsfuldt forhold.

Mentorerne får opbakning og coaching af jobcentret og kan desuden deltage i temamøder og andre faglige og sociale arrangementer. Dertil kommer livsglæde, som Allan Lystrup mener, at arbejdet vil give mentorerne.

Jobcentret holder informationsaften for alle interesserede mentorer den 8. november klokken 18.30-20.00 på Holbæk Bibliotek.