Som vi skrev i onsdags, så lukkede Slagter Adolfsen i Nygade i Holbæk på grund af skadedyr. Rapporten fra Fødevarestyrelsen viser, at man var klar over at man havde ubuden gæst flere dage før lukningen.
Fødevarekontrollen nedlagde forbud mod salg af fødevarer med det samme, da man onsdag var på kontrol hos Slagter Adolfsen. Desuden blev butikken lukket af personalet, under kontrolbesøget.
Der blev fundet eksrementer efter rotter under en køledisk og i et skab under kølemontre, desuden blev der fundet ekskrementer efter rotter i køkkenet i forretningens baglokale. Det fremgår af Fødevarekontrollens rapport fra den 16. oktober.
Det var ikke nyt for personalet i forretningen, at der var skadedyr. Allerede fire dage tidligere havde butikken kontaktet skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Rentokil, fordi der lugtede i skabet under kølemontre. Rentokil kom til butikken og lagde fælder ud samt melspor omkring og i skabet, som skulle tilses daglig.
Men butikken holdt altså åben i de efterfølgende dage, selvom man havde mistanke om, at der var skadedyr til stede.
Under sit besøg den 16. oktober, udstedte Fødevarekontrollen et påbud om, at alle fødevarer i butikken skulle destrueres. Desuden blev der udstedt et påbud om, at hele virksomheden skulle gøres ren.
Kontaktede ikke Fødevareregionen
Det er blevet indskærpet overfor virksomheden Slagter Adolfsen, at fødevareregionen skal kontakes straks ved skadedyrsangreb. Det havde virksomheden ikke gjort. Den havde kun kontaktet Rentokil, hvilket ikke er nok.