Ambitiøs teatersæson på Holbæk Teater

Den kommende sæson på Holbæk Teater byder på mange spændende forestillinger. Her er det holdet fra ‘Når katten er ude’ Karsten Jansfort, Vicki Berlin, Pernille Schrøder, Iben Dorner og Peter Oliver Hansen. Foto: Anders Hjerming.


Den 6. september åbner Holbæk Teater dørene for endnu en teatersæson, og i samarbejde med Holbæk Musik og Teaterforening, har man fået skruet et program sammen, der er ethvert storbyteater værdigt.

Dagpengeland – Dansk aktiverings-comedy
Sæsonen starter den 6. september, med et gensyn med Lau Aaens Dagpengeland, der sommeren over har været anledning til stor debat i landets medier og blandt politikere. Dagpengeland er en tragikomisk forestilling, der udstiller det absurde i, at bruge millioner på jobkurser som ingen er interesserede i eller får noget ud af.

Den 24. september gæster Perth Theatre Company fra Australien Holbæk, med det prisbelønnede dukkeeventyr ”Alvin Sputniks store Eventyr”. PR Foto.

Alvin Sputniks Store Eventyr – gæstespil fra Australien
Den 24. september gæster Perth Theatre Company fra Australien Holbæk, med det prisbelønnede dukkeeventyr ”Alvin Sputniks store Eventyr” (The Adventures of Alvin Sputnik), en rørende enmandsforestilling, hvor Tim Watts fortæller om kærlighed og opofrelse i en verden, hvor vandet i havene er steget, milliarder af mennesker er omkommet, og den sidste rest af håb, hviler på én eneste mand: Alvin Sputnik. En blanding af mime, musik, animation og dukketeater, der på én gang er underfundig, sørgelig og sjov.

Beethoven – Klaversonater
Den 25. september kan man opleve Holbæk Teaters fine akustik, når fire klassiske solister fra det Jyske Musikkonservatorium, spiller fire af Beethovens i alt 32 klaversonater. Koncertpianist og professor Anne Øland, som har indspillet alle sonaterne på CD, introducerer musikken og pianisterne.

Taasinge med Niels P. Munk og Therese Damsgaard. Foto: Morten Fauerby.

Taasinge – Elvira Madigan og Sixten Sparre
Den 26. september er der dansk kærlighedsdrama på programmet, når BaggårdTeatret kommer til byen med forestillingen ”Taasinge”, der er fortællingen om Elvira Madigan og Sixten Sparres sidste rejse. Med Therese Damsgaard og Niels P. Munk i hovedrollerne, er der lagt op til et fantastisk drama, med historien om den forbudte kærlighed, mellem cirkusprinsessen og den adelige officer, der endte som en tragedie i en mørk skov på øen Taasinge.

Når katten er ude – en farce af Derek Benfield
Den 1. oktober vises ”Når katten er ude…” en forrygende farce af Derek Benfield, hvor alle bliver hvirvlet ind i et spind af løgne, bortforklaringer og pinlige afsløringer og en solid portion ”Coq au Vin”. På scenen står Vicki Berlin, Iben Dorner, Pernille Schrøder, Peter Oliver Hansen og Karsten Jansfort

‘Slut’ er et livstykke af en forestilling om alder. Fra venstre: Kirsten Peüliche, Jannie Faurschou, Finn Nielsen, Claus Bue og Maria Stenz. PR Foto.

Slut – et livstykke af en forestilling om alder
Den 4. oktober kan man se forestillingen ”Slut”, et livstykke af en forestilling om alder.
Peüliche, Claus Bue, Maria Stenz, Finn Nielsen og Jannie Faurschou, viser vej ind i alderdommen og undersøger, hvad det vil sige at blive og være gammel i vores tid.

Krummerne – For første gang som teater
Fra 5. – 16. oktober kan man opleve den kendte fortælling ”Krummerne”, for første gang som teater. Mød familien Krumborg. Far, lærer og skolens klovn, mor, pædagog og hele tiden under videreuddannelse, deres oprørske teenagedatter Stine og Grunk, deres baby. Og så er der selvfølgelig elleveårige Mads, kaldet Krumme, der er ulykkeligt forelsket i Yrsa. Det er sprudlende musikteater for hele familien. Mød bl.a. Ken Vedsegaard, Maike Bahnsen, Thorbjørn Hummel og Ann Karin Broberg i de sjove roller, som danske børnefamilier kender så godt fra bøger og film. Forestillingen er produceret, i samarbejde med Teater Vestvolden og Holbæk Teater.

Og sæsonen fortsætter med spændende oplevelser som: Stand-up med Christian Fuhlendorff, lystspillet ”Små Grå Løgne” med Birthe Neumann og Kurt Ravn i hovedrollerne, Live impro comedy med ”Specialklassen”, Gensyn med Mick Øgendahl’s seneste one man show “Spas” og Holbæk Teaters store julesatsning ”Julemanden og den farlige forbryder”, et hæsblæsende musikalsk juledrama for hele familien.

Saloner på Holbæk Teater
Udover forestillinger og koncerter, er der atter fuld gang i salonerne på Holbæk Teater. Den 13. september afholdes sæsonens første Erhvervssalon i samarbejde med Holbæk Erhvervsforum. Den 19. september er det tid til første Seniorsalon. Med sine over 600 medlemmer, er denne salon blevet et tilløbsstykke i Holbæk. Den 21. september kan byens kvinder mødes i Champagnesalon – kun for kvinder. Det nye skud på stammen af saloner, er salonen Violet der afholdes den 28. september. Violet, der er den danske version af Dame Edna, griller sine gæster i en række saloner, kun for mænd.

For første gang kan man se Krummerne som teaterforestilling. Medvirkende: Ken Vedsegaard, Ann Karin Broberg, Maike Bahnsen og Thorbjørn Hummel.

Denne artikel er publiceret den 4. september 2012 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply