6. november 2024

To personer fra vores område blev anholdt da et indtrængningshold fra Københavns Politi i nat blev sat ind for at anholde tre personer i en bolig på Nørrevangen i Asnæs.

Ved 02.20-tiden i nat bragede en rød Toyota Landcruiser ind i butiksruden til H.E. Data i Asnæs Centret. Bilen kørte herefter væk fra stedet i høj fart.

Bilen, der var stjålet, blev 25 minutter senere fundet brændende på en mark på Søgårdsvej i Asnæs.

Efterforskning førte politiet til en bolig på Nørrevangen. Ved politiet ankomst, kunne de se, at der var nogen hjemme på adressen, men da der var mistanke om, at gerningsmændene var i besiddelse af skydevåben, valgte politiet at tilkalde indtrængningshold fra Københavns Politi, der ankom ca. kl. 05.00.

Forud for indtrængningen blev beboerne i de nærliggende huse advaret om at holde sig inden døre af frygt for et eventuelt skyderi. Kl. 06.19 var aktionen slut og tre personer anholdt. De anholdte er en 36-årig mand fra Regstrup, en 24-årig kvinde fra Gislinge og en 36-årig mand fra Glostrup. Politiets jurister vil vurdere, om de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Læs også: 36-årig fra Regstrup fængslet i rambuktyveri-sag