
Dette maleri blev vurderet til at kunne indbringe 50.000 kroner på en auktion. Foto: Rolf Larsen.
Fredag eftermiddag sad eksperter fra Lauritz.com klar til at vurdere folks gemte og måske glemte skatte på Holbæk Bibliotek.
Man kunne bare møde op og vise sine medbragte ting til eksperterne.
Og der kom mange både spændende og smukke sager frem. Bl.a. var der tre Bjørn Wiinblad tallerkner og en kande. Eksperten mente, at de kunne indbringe i alt 3.000 kroner, hvis de blev sat til auktion sammen.
Et maleri af Krøyer blev vurderet til 20.000 kroner og et andet maleri blev vurderet til 50.000 kroner.
Et blomsterbillede blev vurderet til at kunne indbringe ikke mindre end 125.000 kroner på en auktion. Det var malet af den navnkundige „Blomster-Jensen“, eller I.L. Jensen (1800-1856).
Udover de allerede nævnte, blev der også vurderet f.eks. tinsoldater, bronzefade, keramikarbejder, ure, bøger og endnu flere malerier.
Web-TV: Skjulte skatte på biblioteket