22. november 2024

Holbæk Kommune vil ikke tages på sengen, når antallet af ældre om få år stiger markant. Derfor bliver der nu oprustet på hjælpemiddelområdet, hvor de nyeste redskaber og teknologier skal sikre, at der også i fremtiden er tid til nærvær og personlig omsorg.

Fremtidens udfordringer i forbindelse med flere ældre og syge borgere er et fokusområde over hele landet. Samtidig stiller fremtidens ældre nye krav til servicen, og de har andre kompetencer, end dem der ses hos de nuværende ældre. Louise du Plessis de Richelieu, der er formand for Udvalget for Voksne i Holbæk Kommune, tror derfor på, at en del af løsningen på udfordringerne ligger i den såkaldte velfærdsteknologi:  

– Den teknologiske udvikling giver helt nye muligheder, og samtidig oplever vi, at både borgere og medarbejdere hele tiden bliver bedre til at bruge teknologien. Man skal jo huske på, at fremtidens ældre er dem, der i dag bruger netbank, bestiller rejser på nettet og kommunikerer med venner og familie via Facebook. Når de over de næste år begynder at efterspørge den kommunale hjælp, skal vi være klar til at levere en kvalificeret og tidssvarende service, forklarer hun.

I Holbæk Kommune skal teknologien, ifølge udvalgsformanden, primært medvirke til, at de ældre kan bevare kontrollen over hverdagen og være selvhjulpne så længe som muligt. En gevinst er dog også, at de nye hjælpemidler kan sikre mere effektive arbejdsgange med tid til omsorg og nærvær samt et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

Teknologien skal give tryghed og indflydelse
PDAer, GPS’er, elektroniske kæledyr og robotstøvsugere er allerede kendt praksis i Holbæk Kommune, og nu afprøver kommunen endnu mere af den nyeste velfærdsteknologi. Det gælder blandt andet vasketoiletter, lysbehandling og videosamtaler.

Videosamtalerne skal ske via interaktive tavler, som er etableret i medarbejdernes rum på alle plejecentre og hjemmeplejelokaler. Videosamtalerne skal gøre ledernes og medarbejdernes administrative opgaver nemmere og mere effektive ved for eksempel at spare transporttid.

Ambitionerne stopper dog ikke her, for Holbæk Kommune ønsker også, at teknikken skal hjælpe de ældre til en mere aktiv hverdag. Derfor skal de såkaldte Care-TV afprøves. Via simple touch-skærme kan den ældre se og høre en medarbejder og på den vis deltage i online træning. Samtidig kan medarbejderen se den ældre og derfor rådgive og støtte undervejs.

Karen Schur, der er sundheds- og ældrechef i Holbæk Kommune, fortæller, at Care-TV ikke kun kan bruges til hjemmetræning, men også give mere tryghed:

– Når tv’et er i drift, kan de ældre bruge det til at kontakte hjemmeplejen. Bliver de utrygge eller har brug for hjælp, kan de kalde op via tv’et og dermed både se og høre en medarbejder fra hjemmeplejen. Det giver mere nærvær og tryghed end en telefonsamtale, og videokontakten gør det samtidig lettere for medarbejderen at vurdere, hvordan henvendelsen skal tackles.

De bedste løsninger bliver permanente
Karen Schur ser frem til at gøre sig nogle erfaringer med de nye produkter, men understreger at der er tale om forsøg – kun de bedste redskaber får fast plads i Holbæk Kommunes ældrepleje:
– At gøre ældreplejen mere teknologisk er ikke et mål i sig selv. Teknologien skal understøtte de værdier og arbejdsgange, vi baserer vores service på. Derfor skal redskaberne afprøves i praksis, så vi får nogle konkrete erfaringer med, hvad der virker bedst i samspillet med de ældre.

Velfærdsteknologien bliver afprøvet på plejecentre, aktivitetscentre og hjemmeplejegrupper. Samtidig arbejder Holbæk Kommune på at åbne dørene til en testbolig, der er udstyret med al den teknologi, kommunen ønsker at afprøve. Boligen vil være åben for ældre, pårørende, andre kommuner og alle andre interesserede.