Kommunen vil hjælpe flere hjertepatienter

Denne artikel er publiceret den 24. april 2012 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Et fast hold af kommunale medarbejdere vil fremover tage sig særligt af at hjælpe mennesker med hjerteproblemer til en bedre livskvalitet. De første er allerede i gang, men der er masser af ledige pladser.

Holbæk Kommune tilbyder nu individuelle samtaler med rådgivning om både sygdom og håndtering af hverdagen. Medarbejderne står klar, og koordinator Marlene Højmark fortæller, at de er klar til at hjælpe mange flere end dem, der pt. er tilmeldt:

– Vi ved, at der er en stor gruppe hjertepatienter, som kan få glæde af vores tilbud. Derfor ærgrer vi os over, at vi ikke har fået flere henvisninger fra lægerne. Vi håber dog, at tilbuddet med tiden bliver mere kendt, så endnu flere bliver opmærksomme på, at de kan henvende sig til deres læge og blive henvist til den støtte, vi kan give.

Et liv i balance
Det kommunale tilbud centrerer sig om viden, støtte og netværk. Sundhedsmedarbejderne deler ud af deres viden om symptomer, forebyggelse og andre sundhedsfaglige aspekter, og samtidig kan de rådgive om de mange andre sundhedstilbud, Holbæk Kommune tilbyder. Det gælder eksempelvis kurser om kroniske smerter og livsstilsændringer.

– Vi deler selvfølgelig ud af vores viden, og vi fungerer også som en slags guide, der med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov, vejleder om relevante tilbud. Det afgørende for at skabe et liv i balance er at se på alle aspekter af et menneskes liv, og derfor sætter vi ind på mange områder, forklarer Marlene Højmark.

Udover de kommunale tilbud, har medarbejderne overblik over de frivillige foreningers tilbud, og de kan også give råd til at skabe og fastholde netværk med andre kronisk syge.

Leave a Reply