27. april 2024

Dagpengeland er en hylende morsom komedie. Fra venstre Kristian Høgh Jeppesen, Anders Budde Christensen og Jeanette Lindbæk Larsen (PR Foto: Mie Neel)

Dagpengeland er en hylende morsom komedie. Fra venstre Kristian Høgh Jeppesen, Anders Budde Christensen og Jeanette Lindbæk Larsen (PR Foto: Mie Neel)

I aften er der premiere på stykket Dagpengeland på Holbæk Teater.

Det er en højaktuel dokumentarlignende komedie, skrevet af Peter Keiser-Nielsen, på baggrund af Lau Aaens populære blog Dagpengeland.dk. Det er en utrolig morsom beretning, om hvad man som arbejdsløs kan blive tvangsindlagt til at deltage i.

Surrealistisk og komisk virkelighed for mange arbejdsløse
I stykket følger vi Lau på sin vej gennem 10 ugers jobsøgningskursus, som han har pligt til at følge, og hvor han lærer om, hvordan hele mennesker bygges op fra grunden ved hjælp af, personlighedstests, håndtrykstræning, teoretisk telefoni, sultne afrikaneres selvrealisering og råd om hvorfor man aldrig skal sige, at man ikke længere spiller badminton.

– Vi sætter et spejl op for virkeligheden. Lige meget hvor komisk og utroligt det måtte virke, så garanterer jeg at det virkelig er sket. Dette er dokumentarteater. Her overgår virkeligheden fantasien. Det er en hylende morsom aktiverings-comedy, lover instruktør Kristoffer Møller Hansen, der er en del af direktørduoen på Holbæk Teater.

”Dagpengeland” har været en øjenåbende oplevelse for skuespillerne og de er alle rystede over hvordan det danske samfund behandler arbejdsløse.

– Det kan virke både surrealistisk og absurd, men det er virkelighed lige nu for en masse arbejdsløse danskere. Set udefra er jobsøgningskurset vi beskriver i forestillingen super morsomt, men det er jo også meget tragisk, at samfundet udsætter borgere for sådanne noget pjat. Hvorfor ikke sætte folk til noget meningsfuldt, i stedet for at gøre grin med dem, spørger skuespillerne på forestillingen Anders Budde Christensen, Stine Holm Joensen, Jeanette Lindbæk Larsen, Kristian Høeg Jeppesen og Christian Mosbæk.

Info:
Dagpengeland
Dato: Fredag d. 9. marts 2012 kl. 20.00 (premiere) – spiller frem til 24. marts 2012.
Sted: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, Holbæk
Billetter: Holbæk Teaters reception, billetten.dk – Billettelefon: 59 44 00 85.