26. april 2024

Holbæk Kommune har netop modtaget en faktura på 560.000 kroner for den rapport, som konsulenter fra Kommunernes Landsforening skrev om Skarridsøhjemmet i Jyderup.

Rapporten blev bestilt af kommunen efter Ekstra Bladet i august måned skrev om svigt på hjemmet.

Rapporten, der bl.a. baserer sine konklusioner på udtalelser fra personalet og ledelsen, afviste de svigt, som Ekstra Bladet beskrev.

Udover de 560.000 kroner som rapporten fra KL koster, så har kommunen regnet sig frem til, at sagen har kostet kommunen yderligere ca. 780.000 kroner, hvilket giver en samlet udgift på rundt regnet 1,3 millioner kroner.

Borgmesteren: Pengene kunne buges mere hensigtsmæssigt
De mange penge kunne ifølge borgmester Søren Kjærsgaard have været brugt langt mere hensigtsmæssigt.
– Vi fortryder naturligvis ikke, at vi har ageret, som vi har gjort. I starten af august måned 2011 blev vi konfronteret med nogle alvorlige påstande om Skarridsøhjemmet. Dem tog vi meget alvorligt, og dem handlede vi på, ved at iværksætte en omfattende uvildig undersøgelse af bostedet, siger Søren Kjærsgaard.

– Og samtidig brugte vi en masse kræfter på at være i tæt dialog med de berørte beboere, ansatte og pårørende på stedet, ligesom vi blandt andet også håndterede den voldsomme pressebevågenhed med stor åbenhed. Det kunne ikke være anderledes, fastslår Søren Kjærsgaard, som mener, at Skarridsøhjemmet blev frikendt for anklagerne med KLs rapport:

– Nu ved vi imidlertid definitivt – fra KL’s omfattende undersøgelse – at Ekstra Bladets påstande var meget langt fra virkeligheden. Således er der sat tykke streger under, at Skarridsøhjemmet er særdeles velfungerende, og at der tages godt hånd om beboerne der er udviklingshæmmede og har særlige og meget forskellige særlige behov. Og med det for øje er det svært ikke at ærgre sig over, at vi har brugt 1,3 millioner kroner på at få bekræftet det positive billede af stedet, som vores eget tilsyn allerede havde dokumenteret. De penge havde vi naturligvis hellere brugt på varme hænder – og på at give endnu mere omsorg til vores borgere.

Fakta boks:
– Sagen om Skarridsøhjemmet startede d. 7. august, da Ekstra Bladet bragte sin første artikel om Skarridsøhjemmet.
– En journalist havde arbejdet undercover på hjemmet i sommerferien.
– Kommunen bestilte få dage efter artiklerne en konsulent rapport fra Kommunernes Landsforening om forholdende på stedet.
– Rapporten er bl.a. baseret på interviews med ledelse og medarbejdere på stedet.
– Kommunernes Landsforening er en interesseorganisation for landets kommuner, som Holbæk Kommune er medlem af.