DSB lukker billetautomater resten af året

Tidligere på året blev denne billetautomat på Holbæk Station spruget i stykker. Foto: Rolf Larsen.

DSB’s billetautomater på stationerne på Nordvestbanen er blevet lukket ned. Det sker som følge af hærværk.

Sidste år fik DSB smadret ti billetautomater i dagene op til og på selve nytårsaften. Adskillige af automaterne var totalskadede. Nye automater koster 250.000 kr. stykket.

For at undgå ødelæggelserne har DSB besluttet sig for at lukke automaterne ned i dagene omkring nytårsaften i år. Da der allerede er smadret to automater på Nordvestbanen mellem Roskilde og Kalundborg, er automaterne på strækningen allerede lukket ned.

I resten af landet begynder nedlukningen fredag den 30. december og samtlige automater vil være lukket, når vi når til selve nytårsaften. Så snart nytårsfestlighederne er overstået vil DSB åbne automaterne igen hen over den 1. og 2. januar.

Salgsdirektør i DSB Anne Lise Bach Sørensen beklager, at det er nødvendigt at lukke automaterne men understreger, at der undeer lukningen er mulighed for at købe billet i toget:

– Det er meget beklageligt, at vi på denne måde er nødt til at forringe servicen til vores kunder på de stationer, der ikke har kiosk eller billetsalg. Desværre ser vi ikke nogen anden udvej, da vi gennem en årrække har haft ganske betragtelige omkostninger i forbindelse med fejringen af nytårsaften. Jeg vil til gengæld gerne gøre vores kunder opmærksom på, at hvis de stiger på toget på de stationer, hvor der normalt kun er mulighed for at købe billet i en automat, vil der være mulighed for at købe billet i toget uden gebyr. Vores togpersonale er informeret om, hvor og i hvilket omfang automaterne er lukkede.

Denne artikel er publiceret den 29. december 2011 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply