28. marts 2024

Socialminister Karen Hækkerup har orienteret Folketingets Socialudvalg om KL's rapport om Skarridsøhjemmet.

KL skal nu undersøge forholdene på Skarridsøhjemmet.
Holbæk Kommune har bedt Kommunernes Landsforening om en uvildig undersøgelse af forholdene på Skarridsøhjemmet.

– Det er klart, at forholdene på Skarridsøhjemmet – sådan som de er fremstillet i dagens artikler i Ekstra Bladet – virker helt uacceptable. Og fra Holbæk Kommunes side tager vi situationen dybt alvorligt, fastslår borgmester Søren Kjærsgaard og uddyber:

– Der skal således ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi vil gøre alt for, at beboerne på stedet – der er udviklingshæmmede og har særlige og meget forskellige særlige behov – oplever en tryg hverdag. Og det er også vigtigt, at de pårørende er trygge ved, at deres nære bor på stedet.

Supplement til det lovpligtige tilsyn
Ifølge borgmesteren skal forholdene på Skarridsøhjemmet derfor undersøges grundigt. Og med det for øje har Holbæk Kommune indgået aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om, at de skal forestå en uvildig undersøgelse af stedet.

– Vi ønsker ikke at få skudt i skoene, at vi som kommune udelukkende tjekker os selv. Derfor tager vi nu det helt ekstraordinære skridt, at vi sætter en ekstern instans til undersøge forholdene på Skarridsøhjemmet. Dette som et supplement til det lovpligtige årlige tilsyn, understreger Søren Kjærsgaard og forklarer, at der på baggrund af den eksterne undersøgelse vil blive udarbejdet en konkret handleplan.

Med henblik på at få iværksat den eksterne undersøgelse med det samme mødes Holbæk Kommune med KL mandag eftermiddag. På mødet vil det blandt andet blive afklaret, hvornår undersøgelsen kan forventes at ligge færdig.

Læs alle artiklerne om Plejeskandalen på Skarridsøhjemmet