30. april 2024

Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen (tv.) fik ikke noget for at deltage i paneldebatten, mens læge og professor Arne Astrup (th.) modtog honorar for sin deltagelse. Foto: Jesper von Staffeldt.

Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen (tv.) fik ikke noget for at deltage i paneldebatten, mens læge og professor Arne Astrup (th.) modtog honorar for sin deltagelse. Foto: Jesper von Staffeldt.

Læge og professor Arne Astrup giver her sin kommentar til, at han fik honorar for at deltage i lørdagens paneldebat ved Sundhedsdagen i Holbæk.

“Jeg blev booket gennem Athenas (firma der formidler foredragsholdere -red.), hvor jeg modtager et honorar. Jeg er ikke blevet spurgt om jeg ville holde holde det uden vederlag. Havde Holbæk kommune kontaktet mig direkte kunne vi måske nok have fundet ud af noget”, skriver Arne Astrup i en kommentar til en tidligere artikel på Holbaekonline.dk, hvor det fremgår, at han som den eneste fik honorar for at deltage i panelet.

Arne Astrup mener dog ikke, at det er urimeligt, at han får betaling for sin deltagelse:

“Men husk lige, at min familie må undvære mig en halv lørdag for køre til Holbæk og retur (jeg har 3 børn på 10,12 og 14), så nogen kompensation er måske ikke urimelig”, slutter han i sin kommentar.

Vi har bedt borgmester Søren Kjærsgaard, Carsten Andersen (V) og
Louise de Richelieu ( SF) kommentere Arne Astrups honorar.

Kun Carsten Andersen har indtil videre svaret:

“Jeg har talt med Peter Sørensen, der er med i styregruppen. Argumentet har været, at man ville have nogle kendte navne, der kunne trække nogle mennesker, og det lykkedes rent faktisk. Det kan lyde meget dyrt med 20.000, men de andre emner, som man havde kig på var endnu dyrere!”, skriver Carsten Andersen i et svar til Holbaekonline.dk.

Læs også:
Kontroversiel læge hyret til Sundhedsdagen
Om Arne Astrup: Vi kunne ikke få fat i andre