3. maj 2024

Arkiv foto: Rolf Larsen

Arkiv foto: Rolf Larsen

På sit ekstraordinære møde i dag traf Holbæk Byråd en række økonomiske beslutninger der betyder, at der skabes balance mellem budget og forventet regnskab for 2010 – uden at det berører kommunens likviditet.

Budgetopfølgningen fra august viste ellers, at Holbæk Kommune var på vej mod en overskridelse på driftsudgifterne til service i 2010 på 32,7 mio. kroner.

Siden da har administrationen foretaget en gennemgribende gennemgang af budgetgrundlaget, der viser en yderligere udfordring på 9,9 mio. kroner i år. Og dertil skal lægges øgede udgifter på sundhedsområdet på 3,8 mio. kroner.

Besparelser og omprioriteringer
Men de penge er nu fundet. Blandt andet fordi der i forbindelse med genåbningen af budget 2010 er foretaget besparelser og omprioriteringer på både børne-, ældre-, kultur og fritids- samt klima- og miljøområdet på i alt 14,7 mio. kroner i år.

– Det har været en vanskelig, men helt nødvendig øvelse, der altså betyder at vi i denne omgang undgår at tage penge op af kommunekassen – og dermed påvirke likviditeten negativt, fastslår borgmester Søren Kjærsgaard og uddyber:

– Jeg hæfter mig i den sammenhæng ved den store parathed, som organisationen har udvist i forhold til at finde løsninger under den nyligt gennemførte høring. Det er helt afgørende, når vi ser på de fremtidige udfordringer, der blandt andet betyder, at vi i 2012 mangler over 100 mio. kroner for at få indtægter og udgifter til at balancere.

At der nu er skabt balance mellem budget og forventet regnskab for 2010 skyldes endvidere et faldende renteniveau. Og derudover får Holbæk Kommune midtvejsreguleret det statslige bloktilskud som følge af, at udgifterne til overførselsindkomster er højere end forventet.

Borgmesteren: Ingen grund til begejstring
Alt i alt understreger Søren Kjærsgaard, at der på ingen måde er grund til begejstring.

– Vi må ikke glemme, at byrådet før sommerferien gav en tillægsbevilling på 47,5 mio. kroner, for på daværende tidspunkt at få budget og regnskab til at balancere i indeværende år, udtrykker borgmesteren og slutter:

– Jeg har dog tillid til, at vi med det store økonomiske oprydningsarbejde, som netop er gennemført af administrationen, har fået et solidt budgetgrundlag, og dermed fundamentet for en sikker økonomstyring fremover. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at markante besparelser, omprioriteringer og strukturtilpasninger vil blive gennemført.