17. maj 2024

Foto: Rigspolitiet.

En 45-årig mand fra Litauen blev onsdag formiddag sigtet for vanvidskørsel efter han blev stoppet med en voldsomt høj promille.

Det var et bekymret ægtepar, som fik sat gang i sagen, da de ringede til politiet kl. 9.21 og fortalte, at de kørte bag en varebil, som slingrede kraftigt mellem to vognbaner og bremsede unødigt op.

En politipatrulje blev straks sendt afsted, mens ægteparret fulgte efter varebilen på afstand.

På Hellestrupvej i Hellestrup lykkedes det at standse varebilen og bilens fører, en 45-årig mand fra Litaeun, blæste alkometeret op over 2,0 promille.

Varebilen tilhørte den litauiske mands arbejdsgiver, men blev beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel på grund af den høje promille.

Den 45-åriges kørekort blev inddraget og han fik udtaget en blodprøve og afhørt med tolk, hvorefter han blev løsladt.

Arbejdsgiveren blev orienteret om sagen, og der blev ikke protesteret over beslaglæggelse af bilen.

Nu afventer resultatet af blodprøven, hvorefter parterne i sagen vil høre mere.

Retten vil senere skulle tage stilling til konfiskation af bilen, hvis promillen viser et endeligt resultat over 2,0.

Leave a Reply