Politi med maskinpistoler ledte efter 17-årig

Bevæbnet med maskinpistoler rykkede politiet torsdag formiddag ud til flere steder i Holbæk efter et tip om, at en 17-årig ung mand måske var i besiddelse af et skydevåben.

Politiet modtog tippet klokken 10.10 og besluttede at lave en målrettet indsats under de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger for at finde den 17-årige for at få af- eller bekræftet oplysningerne i tippet.

Politiet ledte efter ham flere forskellige steder i Holbæk på de steder, hvor han bor, færdes eller holdt til, men politiet kunne umiddelbart ikke finde ham.

På billederne ved denne artikel, ses politiet med maskinpistoler i boligområdet Bjergmarken i Holbæk.

Kort før kl. 12.00 lykkedes det dog en patrulje uden dramatik at anholde den 17-årige, da han kom gående ad Peder Billesvej i Holbæk.

Den 17-årige var ikke i besiddelse af noget, det kunne minde om et skydevåben, så politiet foretog efterfølgende ransagning af relevante steder i et forsøg på at finde effekter, der kunne være omfattet af våbenlovgivningen, men fandt intet ulovligt i forbindelse med ransagningerne. Den 17-årige endte dog med at blive sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da han ved anholdelsen var i besiddelse af en joint.

Den 17-årige blev løsladt kl. 13.42 efter afhøring til sagen om den ulovlige besiddelse af jointen, og han vil senere høre nærmere fra politiet i den anledning. Unge mands forældre blev underrettet om politiaktionen i anledning af mistanken mod ham og om hans besiddelse af jointen.

Leave a Reply