Fodgænger kørt ned i fodgængerfelt – bilisten stak af

Foto: Rigspolitiet.
Onsdag eftermiddag blev en 20-årig mand påkørt af en varebil i et fodgængerfelt i Holbæk.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at påkørslen skete omkring kl. 17.10 i fodgængerfeltet ved Lundemarksvej / Valdemar Sejrsvej, da den 20-årige var kommet gående mod syd i fodgængerfeltet på Lundemarksvej for grønt lys. Varebilen, der var sort med grå tagræling og muligvis af mærket Mercedes, påkørte ham og fortsatte uden at stoppe videre ad Lundemarksvej mod vest.

Den 20-årige havde fået flænset et hul i sine bukser og blev af politiet bragt på skadestuen til kontrol for eventuel yderligere skade på det ene ben.

Politiet forsøger nu at få identificeret bilisten ud fra fodgængerens oplysninger.

Bror deler hændelsen på Facebook
Fodgængerens bror, Niclas Frederik Olsen, har delt et opslag på Facebook, hvor han fortæller om påkørslen. Opslaget er i skrivende stund blevet delt knapt 300 gange.

Skriv et svar