Orø: Træet tændes igen og igen og….

Sådan så det ud i 2011, da omkring 60 Orø-boere trodsede elementerne for at se juletræet ved Ø-kontoret blive tændt. Foto: Jesper von Staffeldt.
Julearrangementer er altid populære – og juletræstænding hører til blandt de populæreste. Det er en hyggelig tradition at mødes og sammen tænde byens, torvets eller øens juletræ. På Orø har man vist tænkt, at man kan ikke få for meget juletræstænding, for der er hele tre arrangementer, hvor øens befolkning opfordres til at komme og være med, når juletræet tændes.

Første arrangement er den 26. november i Forsamlingshuset, der ikke før har haft juletræstænding. Men i år skal det være med klip og klistre aktiviteter, hygge og så kommer julemanden forbi med slik til børnene.

Missede man dette arrangement, så er der stadig mulighed for at være med til, at tænde juletræet, nemlig den 3. december, hvor Orø Beboerforening tænder juletræet ved det nye bryghus og igen lægger julemanden vejen forbi Isefjordens Perle for at dele slik ud til børnene.

Og skulle man, også have misset dette arrangement så er der stadig håb forude, for den 9. december har øens badmintonklub arrangeret Bal i Nisseland i Orøhallen. Denne gang nøjes man dog ikke med at tænde juletræet og synge et par sange, for det er den helt store julefest, der er lagt op til med spisning, dans om juletræet og dans til den lyse morgen.

Og, måske lidt atypisk for Orø, så er arrangementerne ikke lagt samme dag og tæt på hinanden. Så der skulle være være mulighed for at deltage i det hele.

Hvis ikke det var fordi der allerede er flere øer, der hedder Christmas Island, så havde det været oplagt, at give Orø dette kælenavn.

Skriv et svar