Venstre vandt plakatkrigen

Venstre fik hængt flest plakater op i Holbæk by i nat. Foto: Rolf Larsen.

Venstre fik hængt flest plakater op i Holbæk by i nat. Foto: Rolf Larsen.

Partiforeningernes frivillige – og ikke mindst deres ungdomsorganisationer – har haft travlt i nat.

Da klokken slog 00.00 måtte partierne nemlig hænge valgplakater op på gader og stræder.

Holbaekonline.dk har været en tur rundt i Holbæk for at se hvilke partier der har fået flest plakater op lørdag kl. 12.00 – altså efter tolv timer.

Selvom vi ikke ligefrem har talt plakaterne, så er der ingen tvivl om, at det parti, som har hængt flest kandidater op i lygtepælene er Venstre. Der kan flere steder tælles både ti og tyve venstre plakater for hver socialdemokratiske plakat.

Hvis du vil have en borgmester som er Favnende.. Det er et af de slogans, som Socialdemokraterne bruger på plakater med Sine Agerholm. Hun er i øvrigt den eneste byrådskandidat, som partiet sætter plakater op med. Foto: Rolf Larsen.

Hvis du vil have en borgmester som er Favnende.. Det er et af de slogans, som Socialdemokraterne bruger på plakater med Sine Agerholm. Hun er i øvrigt den eneste byrådskandidat, som partiet sætter plakater op med. Foto: Rolf Larsen.


Efter Venstre er det Liberal Alliance, Konservative, Socialdemokraterne, De Radikale, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti til sidst.

Vi så ikke en eneste plakat for Dansk Folkeparti på turen rundt i byen. Man må da ikke håbe for partiet, at det er fordi valget er kommet bag på dem…

Socialdemokraterne satser på Sine
Socialdemokraterne har i år valgt at satse udelukkende på Sine Agerholm, der er partiets borgmesterkandidat. Det fremgår også tydeligt på udvalget af socialdemokratiske plakater, der alle – på nær et par regionvalgsplakater for Nikoai Nikolaisen – udelukkende bærer Sine Agerholms billede. Til gengæld har partiet lavet en rækkke forskellige plakater med slogans som “Hvis du vil have en borgmester som er favnende” og “Hvis du vil have en borgmester som er skarpsindig”

På vores tur rundt i byen mødte vi iøvrigt Jan Sohn, som var ude og dele røde roser ud.

– Jeg kan godt mærke at vi er rigtig igang nu. Sagde den socialdemokratiske byrådskandidat, der dog ikke selv var ude i nat og hænge plakater op.

"Jeg lyver for dig!" har en eller anden skrevet på en Kenny Jensby (Liberal Alliance) plakat. Foto: Rolf Larsen.

“Jeg lyver for dig!” har en eller anden skrevet på en Kenny Jensby (Liberal Alliance) plakat. Foto: Rolf Larsen.

Hærværk igang
Med valgplakater følger også forskellige former for hærværk. Der er plakater som bliver revet ned og trampet på, der er plakater som ‘forsvinder’ og så er der plakater, hvor – muligvis – utilfredse borgere, skriver eller tegner deres holdning til kandidaten.

Sådan en form for hærværk er Liberal Alliances spidskandidat Kenny Jensby blevet udsat for på en plakat, der hænger i Smedelundsgade. Her har en eller anden tegnet en talebobel og skrevet “Jeg lyver for dig!”.

Kun ét parti fisker stemmer i ghetto-område
Hvis man skal tage plakatopsætningen til udtryk for, hvorfra partierne ønsker at hente deres stemmer, så er det kun Enhedslisten, der fisker efter stemmer i Holbæks nyeste ghetto; Ladegårdsparken.

Kun Enhedslisten har hængt plakater op i Ladegårdsparken. Foto: Rolf Larsen.

Kun Enhedslisten har hængt plakater op i Ladegårdsparken. Foto: Rolf Larsen.


Men det kan da også bare være, at partiernes frivillige kom forbi og nægtede at tro på, at der er nogen der bor på sådan en kaotisk byggeplads med afspærringer, stilladser, jordhuller og byggeaffald alle vegne. Men det er der altså, og Enhedslisten havde lørdag middag som de eneste været forbi med et par plakater, da Holbaekonline.dk tjekkede ghettoen.

Hænger derhjemme
Venstres gruppeformand, Pernille Kruse behøver nok ikke at fiske stemmer hjemme i privaten, for hendes mand Carsten Andersen er selv tidligere byrådsmedlem for Venstre.

Men Pernille Kruse er smart og udnytter at hun bor centralt i byen i krydset Ahlgade/Smedelundsgade/Labæk. Hun har nemlig hængt en plakat af sig selv op på altanen. Her hænger hun så alle kan se hende – og så slipper hun for, at ‘forsvinde’ mellem alle de andre plakater fra Venstre.

Smukt omgivet af blomster hænger Pernille Kruse og troner fra sin egen altan ud over krydset Ahlgade/Smedelundsgade/Labæk midt i Holbæk by. Foto: Rolf Larsen.

Smukt omgivet af blomster hænger Pernille Kruse og troner fra sin egen altan ud over krydset Ahlgade/Smedelundsgade/Labæk midt i Holbæk by. Foto: Rolf Larsen.

Der er flere billeder i slideshowet herunder – og så kan du læse om hvordan nattens ‘plakatkrig’ gik på Orø her.

Kan du ikke se slideshowet herover? – så klik her

5 kommentarer

  • Avatar Lars O.

    Men piller partierne plakaterne ned lige så stærkt som de satte dem op?

  • Avatar Morten Ulrich

    Er det en tendens der kommer fremover fra Holbæk Online at udviske Det Konservative Folkeparti fra omtale? Efter min overbevisning lå DKF klart fremme i feltet over antal plakater.

  • Avatar admin

    Morten Ulrich: Vi har ingen intentioner om at udviske Det Konservative Folkeparti. Det var en smutter at partiet ikke var nævnt. Og som du selv skriver, så var Konservative godt med i antallet af plakater. Jeg har nu sat konservative med ind i artiklen.

    – Rolf Larsen, redaktør

  • Avatar Jan Sohn (A)

    HÆRVÆRK MOD VALGPLAKATER ER YT
    Det er ganske enkelt for dumt og for barnligt, at øve hærværk mod plakater for partier, man ikke sympatiserer med.
    I stedet bør man gå til de mange valgmøder, som afholdes i denne tid og stille spørgsmål til partierne, eller man kan skrive læserbreve, men hærværk – der er da for tumpet!

  • Avatar Pernille Kruse

    Kære Lars O
    Du spørg om vi vil være lige så hurtige til at tage plakaterne ned, som til at sætte dem op.
    For mit eget vedkomne har jeg taget fri dagen efter, som jeg også gjorde ved sidste valg. denne dag bruges til at tage plakater ned.
    Rent regelmæssigt har vi 8 dage til at tage dem
    ned, hvorefter de fjernes og der sendes en regning til den enkelte kandidat. En rigtig god regel.

Leave a Reply